Lidt klogere efter forfejlet PR-forsøg

Årets sidste marathon skulle have givet mig en ny PR – det var ihvertfald hvad jeg havde planlagt. Men sådan skulle det ikke gå. Ruten var meget hårdere end forventet, og jeg var slet ikke forberedt godt nok. Det værste var nu ikke, at jeg ikke fik forbedret min PR… det værste ved dette løb var, at jeg spildte et helt marathon på at løbe og glo på mit ur for at holde det rigtige pace, og at fokus var nede i sporet for at placere mig optimalt inden det næste sving. Jeg havde slet ikke fokus på at nyde den flotte Marselisborg skov, det vidunderlige vejr, udsigten over Kattegat og den gode stemning.

“Failure is the opportunity to begin again more intelligently” (Henry Ford)

Men – da skuffelsen havde lagt sig over det forfejlede PR-forsøg, og ærgrelsen over at have spildt et løb på at  jagte en bestemt tid var fordampet, indså jeg at det der motiverer mig ved at deltage i et løb ikke er tiden, men selve oplevelsen.

Jeg er oplevelses-løber!

 

Trailcamp i Hammer Bakker

For mit vedkommende er den mest aktive del af løbesæsonen ved at være slut. Der mangler kun et enkelt marathon i løbekalenderen. De sidste par år, har jeg droslet kraftigt ned for træningen, når efteråret melder sin ankomst. For mig er det en nødvendighed for, at bygge motivation op før træningen for alvor starter igen efter nytår. En af de oplevelser jeg har glædet mig meget til i denne sæson, var dog placeret her i det tidlige efterår. Sammen med gutterne fra løbeklubben, stod den på trailcamp i Hammer Bakker, og her kommer en lille beretning fra turen.

VILD MED TRAILS

Vi havde sat hinanden stævne fredag eftermiddag, efter arbejdstid, og det var lykkedes at samle 7 mand. De andre fra klubben måtte sidde og ærgre sig på jobbet, eller hjemme foran TV2’s “Vild med dans”.

Der gik lidt tid med at få os etableret på den hyggelige lille shelterplads. Der skulle både slæbes soveposer, brændeknuder og proviant fra bilerne og ned til lejren.

Bagefter løb vi en tur rundt i skoven i halvanden times tid, mens aftensmaden simrede over bålet. Olsen kender skoven som sin egen bukselomme, men det lykkedes os at komme ud i nogle afkroge hvor selv han ikke anede hvor vi var.

Trailcamp 1 Trailcamp 2

Sludderen gik lystigt undervejs, om alt fra hverdagens trummerum, vilde løbeprojekter, og naturligvis også om løbegrej. Der er en del grejnørder i løbeklubben, og i forvejen vidste jeg at Tom er en af de mest grejnørdede. På den her lille løbetur gik det op for mig, at knægten er et omvandrende udstyrsleksikon. Spørg ham om en hvilken som helst løberygsæk, løbesko eller sovepose. Uden at tænke sig om særligt længe, spytter han genstandens vægt ud, hvem der  forhandler den, og visse genstande kan han endda fortælle hvad vejer i våd tilstand.

CHEFKOKKEN GIVER DEN GAS

Opgaven med at sørge for proviant, var fordelt på flere skuldre. Olsen havde sørget for en solid grydefuld chili con carne, som stod og duftede på bålet efter løbeturen. Det varede ikke længe før vi alle var bænket rundt om bålet med en tallerkenfuld chili, og en kold øl. Chilien var selvfølgelig perfekt krydret og brændvarm. Kakker og Sushi havde sørget for at udvalget af specialøl var helt imponerende. Det siger sig selv at stemningen var helt i top, og snakken fortsatte på kryds og tværs, henover bålets gløder.

Trailcamp 7

Jeg var ikke den eneste der spiste et par portioner for meget af den gode chili. Senere på aftenen, skulle jeg indse at det nok havde været bedre at holde lidt igen.

STJERNENAT MED ÅNDENØD

Solen gik langsomt ned og stjernehimlen åbenbarede sig over Hammer Bakker. Når man bor inde i byen til hverdag, er det altid overraskende at opleve hvor mange stjerner der i virkeligheden findes på nattehimlen. Herude i skovens bælgmørke, er der uendeligt meget mere at se på himlen. Det krævede lidt overtalelse, at løsrive os fra bålets hygge, og trække i løbesko og pandelamper. Men da vi endeligt kom afsted, og løb afsted på de snørklede single tracks med pandelamperne på, var det selvfølgelig fedt udover enhver beskrivelse. Der er ikke rigtigt noget der slår den intense oplevelse, det er at løbe i en mørk skov.

Trailcamp 3

Hammer Bakker har, som navnet antyder, en del bakker. Normalt elsker jeg bakker, men i aften var det lidt anderledes. Al den gode chili jeg havde nydt ved bålet, var ikke røget helt ned i fordøjelsen endnu. Hver gang vi løb op ad en bakke, sad aftensmaden helt oppe i halsen på mig. Vi havde aftalt at løbe i en time eller halvanden, og jeg gruede for at det ville blive en lang tur. Til mit held stod Nicholas’ pandelampe af, så vi nøjedes med at løbe i en times tid.

Gudskelov var der andet at tænke på end den fyldte mavesæk. Overalt var der rådyr, som hoppede omkring, og på lang afstand lyste deres øjne op i skæret fra vores pandelamper.

Henrik og Kakker løb 100 miles rundt om Mors sidste weekend, så de hvilede benene i stedet for at løbe med os. Imens holdt de gang i bålet, og forberedte natmad.

MAN KAN ALTID SPISE LIDT MERE

På trods af mine kvaler med en fyldt mave, fik jeg lynhurtigt en glubende appetit, da vi kom tilbage til lejren. 

Henrik havde lunet leverpostej og nybagte boller over bålet. Kedlen boblede med vand til til kaffen. Vi fik hurtigt det våde løbetøj af, på med en varm trøje, og så sad vi igen bænket rundt om bålet med kaffe og natmad.

Jeg ved ikke helt hvor længe vi sad der og hyggede os. Ingen af os havde specielt travlt med at komme i seng.

Da vi endeligt gik til ro, kunne vi slumre ind til lyden af et knitrende bål… snorken og lyden at prutter. Krydret chili, frisk luft og motion sætter åbentbart godt gang i fordøjelsen.

MORGENSTUND HAR GULD I MUND

Olsen er en meget morgenfrisk mand. Han havde været tidligt oppe, og derfor sørgede han for at bålet var igang da vi andre stod op sammen med solen.

Jeg var lidt spændt på om Nicholas ville være der til morgen. Hans kone er højgravid og kan føde når som helst, så han var på tilkald med mobiltelefonen indenfor rækkevidde.

Efter en hurtig kop kaffe, luntede vi igen ud i skoven mens himlen skiftede farve fra lyserød til klart blå.

Trailcamp 5 Trailcamp 4

Bagefter var der morgenmad ved bålet. Boller der er varmet over åben ild, de smager bare bedre. Ingen af os havde travlt, solen lunede, bålstedet buldrede og den ene kop kaffe tog den anden. Ved 9-tiden pakkede vi alt vores habengut sammen, og rullede hjem til familien. Tre gode løbeture, god mad, frisk luft og en masse hygge. Alt sammen nåede vi på omkring 15 timer. Trailcampen var en perfekt start på weekenden, sammen med nogle prima gutter.

Trailcamp 6

Styrketræning – er det for ultraløbere?

Hvad skal man med råstyrke, når man skal løbe i timevis? Det spørgsmål troede jeg, at jeg havde fundet svaret på: som ultraløber må det være musklernes udholdenhed, fremfor maksimal styrke, man skal træne.

Jeg havde forsøgt at finde frem til svaret på om rå styrketræning kan bruges til noget, på de løbe-blogs jeg følger, og i bøger om træningsfysiologi for løbere og udholdenhedsatleter.
Min konklusionen hidtil, har været at det ikke gav mening at træne benenes råstyrke, når mit mål var at kunne løbe ved lav intensitet 16-17 timer i træk.
For nyligt læste jeg en spændende bog, som vendte op og ned på min indstilling til styrketræning for ultraløbere. Her vil jeg dele ud af det jeg lærte.

MUSKELENS OPBYGNING

For at forstå argumentationen for at maksimal styrketræning, kan give ultraløberen en bedre udholdenhed, må man først forstå hvordan en muskel er bygget og hvordan den fungerer.
De fleste ved at en muskel er bygget af en masse fibre, som er i stand til at trække sig sammen og dermed skabe bevægelse. Der findes forskellige typer af muskelfibre. Nogle typer kan arbejde i lang tid, men arbejder langsomt og udvikler ikke så stor kraft. Andre fibre kan trække sig sammen meget hurtigt, og dermed skabe hurtige kraftfulde bevægelser.
Fibrene er sat sammen i “motoriske enheder”, som består af bundter af fibre. De motoriske enheder arbejder sammen, og det er hjernen der koordinerer motor-enhedernes indsats. Hjernen har mulighed for at lade nogle af motor-enhederne hvile, imens andre arbejder. Når de arbejdende enheder udtrættes, kan hjernen give dem en pause, og i stedet aktivere nogle af de enheder som netop har hvilet.

The world breaks everyone, and afterwards, some are strong at the broken places. (Ernest Hemingway)

SÅDAN VIRKER DET

Træning af maksimal muskelstyrke forbedrer ultraløberens udholdenhed på følgende måde:
Når man træner muskelen til dens maksimale ydeevne, opnår man den effekt at hjernen bliver i stand til at aktivere flere motoriske enheder. Når hjernen får adgang til flere enheder, kan de anvendes i en slags skifte-arbejde, så muskelfibrene kan få en pause indimellem. Jo flere tilgængelige fibre, desto bedre mulighed for at andre fibre kan holde pause og restituere. Dermed kan løberen præstere en højere belastning i længere tid, og dermed opnå øget udholdenhed.

TRÆNINGSMETODER

For en mere uddybende inspiration til styrketræning, henviser jeg til litteraturlisten herunder. Her vil jeg blot nævne et par af de styrketrænings-øvelser jeg selv har taget i anvendelse.:
  1.  Bakkesprint op ad den stejleste bakke jeg kan opdrive, i maksimalt 8-10 sekunder. Herefter hviler man i 2 minutter, imens man spadserer ned igen, og derefter endnu en sprint. Sprinten gentages 6-8 gange, eller mere. Det er vigtigt at man ikke sprinter så langt at man bliver forpustet, men benmusklerne skal udtrættes. I litteraturen gøres der opmærksom på, at denne muskeltræthed først kan mærkes, når man har trænet i nogle uger, fordi hjernen ganske enkelt ikke er i stand til at rekruttere de allermest kraftfulde fibre og motor-enheder.
  2. Den anden slags styrketræning jeg har taget i brug er de såkaldte “box-steps”. Her går man op og ned af en kasse eller et højt trappetrin. Jeg bruger et trappetrin på 30-40 centimeter, og så har jeg en rygsæk på med kampesten i. Træningen består så, i al sin enkelhed, i at gå op og ned ad trappetrinnet i sæt af 5 gange på hvert ben. Sættene gentages 4-6 gange, med et par minutters pause imellem. Mængden af kampesten i rygsækken tilpasses, så musklerne udtrættes godt og grundigt. Man skal helst undgå at træne så hårdt at muskelen ikke er stand til at udføre de sidste gentagelser. Det kan føre til at ens muskelmasse øges, og det er ikke rationelt at slæbe et kilo ekstra kød med igennem et ultraløb.
Jeg træner to gange om ugen, den ene gang med bakkesprint, og nogle dage efter med trappetræningen. Jeg glæder mig til at teste effekten, som jeg tidligst forventer efter 6-8 ugers træning.

LITTERATUR

Steve House & Scott Johnston, “Training for the New Alpinism. A manual for the climber as athlete”, Patagonia Books 2014.

God bog om træning – Training For The New Alpinism

Den her bog er en rigtigt fed bog om fysisk træning for udholdenhedsatleter. Den er egentligt skrevet til alpine klatrere, men det er i høj grad også en udholdenhedsidræt, og derfor er der meget stor overførbarhed til løb. Jeg faldt over bogen ved et tilfælde, da jeg surfede efter løbegrej hos producenten Patagonia. Bogen er er udgivet af Patagonia og den fangede straks min interesse.

This slideshow requires JavaScript.

MASSER AF PRAKTISKE TIPS

Det jeg fik ud af at læse bogen var en rigtigt god indføring i træningsteori, med stort fokus på praktisk tips og tilrettelæggelse af min træning.
Man behøver ikke være teori-nørd for at få noget ud af bogen, og der er masser af praktiske eksempler. Afsnittene er krydret med anekdoter fra ekspeditioner, på nogle af verdens største bjerge.
Jeg fik også rigtigt meget ud af at læse afsnittene om i periodisering af træningen, frem mod et løb.

ER RÅSTYRKE RELEVANT?

I mange år har jeg læst bøger og blogs som diskuterede frem og tilbage, om hvorvidt træning af råstyrke er relevant for langdistance-løbere. Denne bog overbeviste mig om, at det i høj grad er relevant.
Som noget helt unikt diskuterer bogen også emner som angst i forbindelse med fysiske præstationer, hvordan man forbereder sig til fysiske lidelser, og om hvornår der er okay at opgive sit projekt. Ingen af de løbetrænings-bøger, jeg tidligere har læst, har ytret sig om de emner.
Bogen er på 462 sider, og stort set alle kapitler er relevante for langdistanceløbere. Nogle af styrketræningsøvelserne er naturligvis mest beregnet til alpin klatring, men der er også masser af gode forslag til styrketræning for ben og kropsstamme.
Klik her for link til “Training for the New Alpinism” hos Patagonia

Klisterkanalen Rundt 80 km

For mere end et år siden fik Carsten “Kakker” og jeg den idé, at det kunne være sjovt at løbe rundt om den østlige del af Limfjorden. Tanken var at starte i Aalborg, løbe ud til fjordens munding i Egense, tage færgen over til Hals og løbe retur til Aalborg på den nordlige side af fjorden.

Denne sommer skulle projektet så blive til virkelighed, og det blev en fin oplevelse. Vi var fem mand fra løbeklubben der snørede skoene, og brugte en lørdag på at inspicere fjorden.

FORSYNING UDEN DEPOTER

Noget af det der gjorde den her tur til en fed oplevelse var, at vi kun havde planlagt en løselig rute hjemmefra. Nogle af de områder vi havde en idé om at løbe igennem, vidste vi slet ikke om man overhovedet kunne løbe i. Grundtanken var at løbe så tæt på fjorden som muligt. Hvad angik påfyldning af væske, så var planen at banke på døren hos nogle flinke mennesker, når vores vandflasker var ved at være tomme. Af samme grund vidste vi heller ikke på forhånd hvor lang en løbetur der ventede os. Vi endte med at løbe 80 km, og vi tilbragte lidt mere end 9 timer i løbeskoene den dag.
Ruten - som den endte med at blive

Ruten – som den endte med at blive

AVOCADO OG HINDBÆRSNITTER

Den første optankning fandt sted i Mou, hvor Superbrugsen og den lokale bagermester fik glæde af vores sult. Her blev depoterne tanket op med alt fra avocado til hindbærsnitter. Vi nåede desuden at besøge Mou kirke, hvor vi tankede vand op på kirkegården. Et par colaer røg der også ned, og de næste kilometer underholdt Nicholas med højlydt ræben, da al kulsyren skulle luftes ud.
Første væskedepot - ved kirken i Mou

Første væskedepot – ved kirken i Mou

UNIK MULIGHED FOR AT SE NYE STEDER

Mange af de områder vi løb igennem, var steder hvor vi aldrig havde været før. Der var både industriområder på sydsiden, med lossepladser og fabrikker, nedrivningsmodne ejendomme og fine marker med solmodent korn. På nordsiden af fjorden var der utroligt smukt, og vi kom forbi nogle store flotte ejendomme med en fantastisk beliggenhed ned til fjorden.
Nedrivningsparat ejendom øst for Aalborg

Nedrivningsparat ejendom øst for Aalborg

Efter optankning hos bageren - stemningen er i top

Efter optankning hos bageren – stemningen er i top

Nicholas slapper af på færgen mellem Egense og Hals

Nicholas slapper af på færgen mellem Egense og Hals

Alle nyder vist at hvile benene på færgen

Alle nyder vist at hvile benene på færgen

Martin Olsen, som er lokalkendt omkring Hals, påstod at man ikke betaler skat i det område, og derfor har de råd til at bygge flotte huse.
Fin strimmel vej mellem Hals og Gåser

Fin strimmel vej mellem Hals og Gåser

Da vi nærmede os Aalborg, fik vi også chancen for at se Limfjordstunellen fra en helt ny vinkel.
Limfjordstunellen

Limfjordstunellen

HJEMME IGEN

Vel hjemme i Aalborg måtte vi kæmpe os igennem alle de besøgende til Tall Ships Race, og selvfølgelig skulle vi også lige vente på at bro-klappen på Limfjordsbroen blev slået ned igen.
Selvfølgelig er broen oppe!

Selvfølgelig er broen oppe!

Det aller sidste væskedepot lå strategisk placeret ved havnen. Strandquist, det venlige menneske, bød på en iskold fadøl og den smagte himmelsk. Personligt blev jeg hårdt ramt af alkoholen – jeg havde det som om vi havde drukket ti øl i stedet for én.
Sidste væskedepot

Sidste væskedepot

EVALUERING

Personligt synes jeg det var kanon fedt at løbe afsted, uden at vide præcist hvilken rute vi skulle følge og hvor langt vi skulle løbe. Det var også fedt at se nogle steder i vores “lokal-område”, som jeg aldrig har besøgt før. Endeligt var det, som altid, super hyggeligt at tilbringe en masse timer sammen med de formidable gutter fra løbeklubben.
Næste projekt må være at løbe rundt om den vestlige del af fjorden.
Tilbage ved startstedet - 80 kilometer og 9 timer senere

Tilbage ved startstedet – 80 kilometer og 9 timer senere

Test af SJ Ultra Vest 2.0 fra Ultimate Direction

Jeg har brugt min SJ Ultra Vest i 10 måneder nu, både i forbindelse med de daglige træningsture, trailmarathon og et 17 timer langt ultraløb i alperne. Vesten egner sig perfekt til det hele. Pasformen er rigtigt god, og man mærker nærmest ikke at man har den på, heller ikke når den er fuldt lastet med halvanden liter væske, energi og alt det obligatoriske udstyr til et trail-ultraløb. I sammenligning med de andre løbeveste og -rygsække jeg har brugt de seneste år, er dette klart min favorit.

Frem med solbrillerne

Med fuld oppakning i alperne

GOD KOMFORT

Jeg er almindeligt bygget som løber – det vil sige spinkel overkrop og tændstik-arme. Vesten har rigtigt gode tilpasningsmuligheder, og sidder derfor rigtigt godt. Jeg har på intet tidspunkt har problemer eller ubehag ved at vesten dansede rundt eller lavede skavemærker. Hverken når den er fuldt lastet, eller når der kun er en lille smule oppakning. Hovedrummet bagpå kan komprimeres ved hjælp af et meget enkelt elastiksystem.

MASSER AF PLADS TIL GREJET

Vestens hovedrum bagpå, rummer cirka 7 liter oppakning og det er rigeligt til ekstra tøj, energi, førstehjælpsudstyr, regntøj og mobiltelefon, som skal medbringes på et ultraløb. I hovedrummet bagpå kan man også snildt have en halvanden liter væskeblære. Jeg foretrækker dog at have min væske i drikkedunke foran. Der er også fin mulighed for at spænde et par lette vandrestave fast, og de sidder godt fast i det elastiksystem der er monteret bagpå vesten. Fortil på vesten er der lavet nogle helt geniale rum til 2 drikkedunke, gels og salttabletter. Disse lommer fungerer helt vildt godt, og de er super nemme at betjene under løb. På hver side er der en mindre lomme, hvor jeg typisk har min mobiltelefon og nogle ekstra gels. Ved flere ultraløb skal man have 1,5 liter væske, men i de medfølgende drikkeflasker er der kun 1,2 liter. Ultimate Direction fremstiller dog nogle 0,75 liter flasker, som passer perfekt i vesten. Dem har jeg anvendt og så er man fri for at have ekstra væske bag i vesten. Selv med de store drikkedunke helt fyldt, sidder vesten hvor den skal når man løber.

PRIS OG KVALITET

Jeg synes SJ Ultra Vest er et rigtigt godt køb. Vesten virker slidstærk, og detaljerne er særdeles velfungerende. Jeg har tidligere anvendt veste og løberygsække fra Haglöfs og Salomon. Vestene fra Ultimate Direction er min klare favorit. Grunden hertil er den særdeles gode pasform, de velfungerende lommer og så er SJ Ultra Vest tilpas minimalistisk i forhold til de andre veste jeg har brugt. Der er ingen unødvendige dikkedarer eller remme der flagrer rundt og generer én under løbeturen.

RACE REPORT ZUGSPITZ ULTRATRAIL 2015

Zugspitz Ultratrail var mit hovedmål i år. Udover det sportslige, var turen arrangeret som en klubudflugt, med en flok af de herlige gutter fra vores lille løbeklub.
Vi var afsted i 5 dage der bød på masser af fede stunder, og på et rigtigt godt løb. Selve løbsdistancen blev kortet ned til 91 kilometer, på grund af for megen sne på de højeste spor.
Her kommer min beretning om turen.

LIDT GEOGRAFI

Zugspitz er det højeste bjerg i Tyskland, og tilhører den østligste del af alperne. Bjerget ligger i sydtyskland, ved byerne Garmisch-Partenkirchen og Grainau. Grænsen mellem Tyskland og Østrig går henover toppen af Zugspitz, og det højeste punkt ligger 2.962 meter over havets overflade. Første gang bjergbestigere nåede toppen var i år 1820.
Zugspitz Ultratrail starter i byen Grainau, og ruten går hele vejen rundt om bjergmassivet så man ender tilbage i Grainau.

FAKTA OM LØBET

  • Distance: 100 km
  • Højdemeter: 5.420 m +/-
  • Løbet starter og slutter i byen Grainau. Undervejs krydser man grænsen til Østrig.
  • Der er depoter for ca. hver 10 kilometer.
  • Udover 100 km-distancen, er der også løb på henholdsvis 25, 35, 60 og 79 km.

WEB

RUTEN

Rutens højdeprofil

Rutens højdeprofil

DRENGETUR

I vores lille løbeklub havde vi længe talt om at tage en udflugt til et fedt løb, og valget faldt på Zugspitz Ultratrail. I vores gruppe har de fleste indtil flere marathonløb bag sig. Hvad trail- og ultraløb angår, har vi folk med både lidt og megen erfaring. Derfor var dette løb helt perfekt, fordi der er hele 5 forskellige distancer at vælge imellem.
Vi havde meldt os til i god tid, så der var mange måneder til at træne, glæde os og piske stemningen op. Jeg tror de af gutterne i løbeklubben der ikke skulle med på turen, efterhånden var blevet lidt trætte af at høre om alle vores tanker og overvejelser forud for “Zugspitz”.
For os allesammen ventede der en stor oplevelse, og en tur hvor vi kom lidt udenfor vores komfortzone.
ZUT 4

Klar til afgang

A KØR’ Å A MOTORVEJ

Løbet startede lørdag morgen, og vi havde bestemt os for at bruge et par ekstra dage på turen, så vi kunne hygge os og havde det sjovt i Grainau både før og efter løbet. Den måde at tage til ultraløb på kan absolut anbefales.
Onsdag aften pakkede vi to biler med løbegrej, grill, guitar, madpakker og store forventninger. Festen startede 2 sekunder efter vi havde sat os i bilerne. Der var musik på anlægget, snak og god stemning. Aften blev til nat på de tyske motorveje, godt hjulpet på vej af Johnny Madsens underfundige vers. Undervejs serverede Kakker aftenkaffe med konditorkage, og Heine overlevede et besøg på en natsort rasteplads, uden at blive lynchet af romaer.
Hen på morgenen kom vi til alperne og vi kunne skimte Zugspitz. Bjerget står som en høj knold og rager op i himmelen, med stejle klippevægge og en sneklædt tinde.
Vi var enige om at det virkede som lidt af en mundfuld at skulle løbe op og ned af det bjerg, og for nogle af os endda hele vejen rundt om bjergmassivet. For os alle skulle det vise sig at blive en både storslået og lærerig oplevelse.

ŪBER-SCHEISSE

Efter den lange nat på motorvejen kom vi endelig frem til den 5-stjernede campingplads i Grainau, hvor vi allerede for 6 måneder siden havde booket to hytter. Campingpladsen så rigtigt fin ud, nøjagtigt ligesom billederne på nettet. Vi trissede ind i den fine reception for at tjekke ind, men der ventede os lidt af en overraskelse.
Campingmutter oplyste os om at de ikke havde en reservation i vores navn… Hun kunne også fremvise en seddel med en kopi af en email, som de havde sendt os i ugen før. Af emailen fremgik det at de havde annulleret vores reservation, fordi vi ikke havde bekræftet vores bestilling. Den email havde vi dog ikke modtaget, og jeg kunne fremvise en kvittering på de 100 euro vi havde betalt i depositum 6 måneder tidligere. Det gik hurtigt op for hende, at de havde lavet en fejl, og hun udbrød “über-scheisse”. Mit tysk er lidt mangelfuldt, men jeg har en idé om hvad det betyder.
Ingen af var i stand til at vi udtrykke vores skuffelse på høvisk tysk, men det blev heller ikke nødvendigt. Tyskerne er kendt for deres effektivitet, og vi skulle snart se den folde sig ud foran os. Vi fik serveret en kop kaffe i campingpladsens cafe, og imens kontaktede receptionisten det lokale turistbureau. Ad den vej fandt de et perfekt lille logi til os. Det nye logi var et lille familiedrevet hotel, som lå få hundrede meter fra startområdet. Oveni hatten insisterede campingmutter på at servere gratis morgenmad for os. Den skuffelse vi havde følt, blev hurtigt vendt til en følelse af at vi havde skudt papegøjen.
Hyggeligt logi familiehotel midt i Grainau

Hyggeligt familiehotel midt i Grainau

Udsigten fra balkonen

Udsigten fra balkonen

Medbragt grill - Thomsen aus Dänemark står for det kulinariske

Medbragt grill -” Thomsen aus Dänemark” står for det kulinariske

Råhygge med udsigt over Zugspitz

Råhygge med udsigt over Zugspitz

DAGEN FØR DAGEN

Både Grainau og Garmisch-Partenkirschen, som ligger få kilometer væk, er rigtigt hyggelige byer. Der bydes på autentiske kroer, hyggelige cafeer med et moderne udtryk og god mad. Her er det lykkedes at kombinere tyrolercharme, med lyse og hyggeligt tjekkede cafemiljøer. Cafe latte går hånd i hånd med ‘apfelstrudel’, og ‘wurst und käse’ skylles ned med designer-colaer.
Vi brugte dagen før løbet på at drysse rundt i byen, ose i de fede sports- og outdoorbutikker, spise lidt på en cafe, få registreret os ved løbsarrangøren, købe lidt nyt grej og gøre vores udstyr klar til dagen efter.
Som sædvanligt er klargøringen til ultraløb en neurotisk balancegang mellem at få hvilet, putte de rigtige ting i rygsækken, sove lidt, pakke rygsækken ud igen og lægge tingene tilbage i nøjagtigt samme orden som før.
Den mest erfarne rotte af os, Henrik Henriksen – kaldet HH blandt venner, kunne som sædvanligt give os andre et par gode fif til, hvilke ting der skal ligge hvor i rygsækken. Jeg tror jeg pakkede mit grej sammen 4 gange. Kakker diskuterede med sig selv hvilke sko og strømper han skulle have på. HH gik i bad kl 22 om aftenen, og skulle iklædes hele udstyret inklusive solbrillerne lige inden han gik i seng. Vi har alle vores ritualer.
Jesper havde pakket rigeligt med grej i sin rygsæk, og jeg tror han havde udstyr til flere dages bjergekspedition. Heine tog som sædvanligt tingene med humoristisk ro – Johnny Madsens hymner klingede fra hans medbragte håndværker-anlæg, og et par weissbier røg der vist også ned.
Aftensmåltidet blev indtaget i startområdet. Løbsarrangøren havde inviteret til pastaparty med undertoner af oktoberfest. Langborde og bænke med bugnende pasta-tallerkener, store krus med fadøl, velkomsttale på tysk ved Grainaus kødfulde borgmester iklædt lederhosen. Der var 26 nationer repræsenteret ved løbet og alle landenes faner blev båret ind af traditionelt påklædte mænd med overskæg.
Der var cirka 600 startende på ultratrail-distancen, og jeg ved ikke hvor mange der var med på de andre distancer. Den efterfølgende nat gik det op for os, at det langt fra var alle der havde både held og entusiasme nok til at krydse målstregen.
Den store pavillon var fyldt godt op, og vi skulede lidt efter de solbrune og alpevante mænd og kvinder, med lange senede ben og markerede knogler.
Nogle af de lokale ligner rene bjerggeder. Deres statur og det sultne udtryk i deres øjne, giver indtryk af at de er vant til tynd bjergluft og uendelige løbeture ad snørklede bjergstier. Hvordan skulle sådan en flok fladlandsdanskere som os mon klare os på bjerggedernes hjemmebane? Den rette blanding af målrettet træning og teamwork skulle vise sig at være opskriften på en god oplevelse i alperne.
De lokale løbere vi talte med ude på ruten, spurgte alle: “Where do you guys train for a race like this?!”. De kunne ikke rigtigt forstå hvordan vi fandt nogle ordentlige bakker at træne på.
Cafebesøg i Garmisch-Partenkirchen

Cafebesøg i Garmisch-Partenkirchen

Henrik carboloader

Henrik carboloader

Kager - så er Kakker glad

Kager – så er Kakker glad

Pastaparty

Pastaparty

Fanerne bæres ind og borgmesteren byder velkommen

Fanerne bæres ind og borgmesteren byder velkommen

SØVNLØS NAT

Vores lille hyggelige alpelejlighed var opdelt i flere soveværelser, og jeg delte dobbeltseng med Kakker. Vi sagde godnat til hinanden ved 22:30-tiden, men mine adrenalinkirtler var allerede begyndt deres arbejde, og derfor fik jeg ikke lukket øjnene ret meget den nat. At dømme efter Kakkers åndedræt, var jeg ikke den eneste der allerede havde tankerne ude på ruten. Regnen silede ned hele natten, og de små mørke timer blev brugt på at sende bønner til vejrguderne. Dagen efter skulle det vise sig, at vejrguderne kun forstår tysk på de kanter.
Vækkeuret var sat til at ringe kl 4:45 lørdag morgen, men jeg slog alarmen fra kl 4:44. Ventetiden var ovre, nu skulle vi endeligt igang. Det var forløsende at sparke dynen af. Efter et hurtigt bad, samledes jeg med Kakker og HH til en gedigen portion havregrød og kaffe. Samtalen rundt om bordet var koncenteret og fokuseret 100% på den udfordring der skulle optage os det meste af det efterfølgende døgn.
Jeg pakker altid solbriller ned i min trail-rygsæk. Man er vel optimist, og mine bønner var sendt afsted til vejrguderne i løbet af natten. Som det allersidste, inden jeg tog mit grej på, hørte jeg min kones formanende stemme for mit øre – “Husk nu solcreme!” – og derfor måtte jeg iføre mig et fornuftigt lag faktor 30. Set i bakspejlet var det fuldstændigt omsonst. Jeg skulle få solen at se i mindre end et kvarter over det næste døgn.
Klar til start

Klar til start

Rygsækken er klar

Rygsækken er klar

GÅSEHUD OG ROCKMUSIK

Vi havde kun en kort spadseretur ned til den store pavillon i startområdet. Regnen silede ned, så vi skyndte os at få afleveret vores dropbag. Dropbag’en ville vi få udleveret igen i hoveddepotet 56 kilometer inde i løbet. Den lille pose indeholdt nøje udvalgte ting; tørre sokker, kanyler til at punktere vabler, salttabletter, vaseline til at smøre på fødderne og et sæt tørt tøj.
Inden vi kom ind i startbåsen, skulle vores rygsæk tjekkes for om vi havde alt det obligatoriske udstyr med. Henrik var lige foran mig i køen, og han blev afvist fordi han ikke havde overtræksbukser med. Jeg havde netop afleveret mine overtræksbukser i dropbag’en, så jeg vidste godt at jeg heller ikke ville blive sluppet igennem kontrollen. Henrik brokkede sig lidt over kontrollantens krav om ekstra bukser, men hans kiggede velmenende på Henrik og konstaterede tørt: “it’s fucking cold up there!”. Vi trissede tilbage gennem den silende regn, for at hente de ekstra bukser i dropbag’en.
Tilbage i startbåsen fandt vi hurtigt Kakker, Martin Olsen, Simon Lang, og Simons seje gamle far. Det var fedt at dele vores forventninger til dagen med de andre. Det føltes som om vi kun havde stået i startbåsen i nogle få minutter, da løbslederen tog mikrofonen og annoncerede at vi skulle løbe på den oprindeligt planlagte rute på 100 km. Aftenen før havde der været rygter om, at vi skulle løbe en alternativ rute, fordi der var for megen sne på de højest beliggende stier. En fod der glider i sneen på de smalle stier, kan resultere i kedelig rutchetur ned ad en stejl klippeskrænt. Løbslederens meddelelse udløste bifald og højlydte jubelråd. Senere på dagen ændrede løbsledelsen dog den beslutning. Ruten endte med at blive forkortet, fordi der var to bjergtoppe som de fandt det for farligt for os at passere. Derfor endte vi med kun at løbe 91 kilometer.
Stemningen i startbåsen var dog forventningsfuld, og startskuddet blev akkompagneret af AC/DC’s “Highway To Hell” for fulde decibel, alt imens vi løb ud af startområdet. Jeg var ikke den eneste der fik gåsehud over hvor fedt det var.

KØ-KULTUR

De første 3 km løb vi ud gennem byen i en kæmpe klump. Alle 600 startende ville fremad hurtigst muligt. Det var svært at holde kontakt til HH og Kakker, som løb et stykke foran mig. Der var masser af heppende tilskuere, i de tidlige morgentimer, udenfor de hyggelige små huse. Stemningen var allerede i orden. Tilskuernes tilråb og klimten med bjælder, løftede den endnu højere. Da vi kom til det første stykke af de smalle bjergstier, opstod der naturligvis kø og masen. Folk ville hurtigt fremad. Jeg tog den med ro, i forvisning om, at der endnu var 97 km tilbage til at finde sig til rette i rækken af stålsatte løbere.
Ruten vekslede nu mellem smalle stier og brede skovveje, og på grund af tætheden i feltet havde jeg ikke helt fundet ind i en god rytme endnu.
Det tog cirka 1 time og 35 minutter at løbe de første 10 kilometer, hen til det første depot. Der var temmelig stor trængsel i depotet, og Kakker nåede da også at indkassere en uvenlig bemærkning fra en utålmodig tysk løber. Han syntes at Kakker var for langsom til at fyldt sin vandflaske. Det er totalt dårlig stil at skynde på andre løbere under et ultratrailløb. Kakker er alt for venligt et menneske til at give den brovtne klovn svar på tiltale, men han har garanteret modtaget et bestemt blik fra den stærke jyske smedesvend.
Mens det lille scenarie udspillede sig, forsynede jeg mig med et par klodser emmentaler, stykker af groft brød og lidt hindbærkage. Det er nødvendigt at tilføre kroppen ny væske og energi i en konstant strøm under et ultraløb, ellers kan man ikke gennemføre. De par gange hvor vores børn har været med ude for at se et løb, har de med forbavselse i stemmen udbrudt: “I æder jo bare hele tiden!”.
Checkpoints med mad og væske

Checkpoints med mad og væske

ENDELIGT PÅ HJEMMEBANE

Efter det første depot kom vi ind på mere regulære skovstier. Sporet var rigtigt lækkert: klipper, mudder og trærødder, fossende vandløb som vi passerede ved at træde fra sten til sten. Inde i skoven gav træerne læ for den silende regn, og jeg begyndte at falde ind i rytmen. Jeg løb nu sammen med HH og Kakker. Følelsen var den samme som på den jeg har på alle de fede ture vi har i søndagsløbeklubben.
Bentøjet passer sig selv, fødderne finder automatisk de rigtige steder at lande på det knudrede spor, vejrtrækningen er rolig, og jeg kan nyde den storslåede natur og de korte samtaler med mine to gæve følgesvende.
Her tidligt i løbet blev vi jævnligt overhalet af andre løbere. Den rutinerede Henrik bifaldt deres entusiasme og når de var langt forbi os i deres hæsblæsende tråd, sagde han: “Vi mødes med dem igen på det sidste bjerg”. Det er ud på de sene små timer at deltagere i et ultraløb finder deres rette placering i det samlede klassement.
Undervejs var der 10 checkpoints som skulle passeres indenfor nogle faste tidsgrænser. Hele løbet skulle gennemføres på maksimalt 26 timer, og vi havde en forventning om at gennemføre på 19-20 timer. Henrik havde løbet ruten 2 år tidligere, i en tid på lige under 19 timer. Vi passerede det ene checkpoint efter det andet, og der var ingen problemer med at holde os indenfor tidsgrænserne. Det ville være ærgerligt at blive taget ud af løbet, af en krakilsk official fordi man kom nogle minutter for sent.
Regnvejrs-selfie

Regnvejrs-selfie

Udsigt fra ruten

Udsigt fra ruten

SNYDT FOR 9 KILOMETER

Lige inden starten gik, fik vi at vide at den højtliggende passage, fra checkpoint 3 til 5, skulle løbes i fuld påklædning. På grund af kulde og snefald i højden, skulle alle løbere være klædt på så der ikke var synlig bar hud, udover ansigtet naturligvis. Ved checkpoint 3 brugte vi derfor lidt tid på at tage alt det tøj på vi havde med. Der stod endda en official for at kontrollere, at vi var klædt varmt nok på.
Mine handsker og mit tøj var gennemblødt indenunder det vandtætte letvægtsregntøj. De få minutter vi havde stået stille i depotet, havde fået mig til at fryse og jeg var spændt på hvordan det ville blive når vi kom endnu højere op. Checkpointet lå i 1.600 meters højde, og stedet hed “Pestkapelle”. De sneklædte tinder der havde været lang borte i starten, lå nu indenfor kort afstand. Man kunne dårligt undgå at have lidt bange anelser.
En af de obligatoriske ting der skulle medbringes i rygsækken, er et topografisk kort over ruten, og her fremgik det at den næste strækning var en stejl opstigning til 2.200 meters højde. Den passage vi fortsatte ad fulgte en mere flad stigning, og der var efterhånden ikke mange træer omkring os. Stejlheden passede ikke rigtigt med det vi forventede, og snart begyndte vi at løbe nedad igen. Der var noget der ikke rigtigt stemte.
Efter en snak med en velinformeret løber fra Holland, fandt vi ud af at løbsledelsen havde besluttet at vi skulle løbe den alternative rute. Det betød at vi alligevel ikke skulle op i højderne lige nu. Jeg havde glædet mig til at løbe en distance på 100 km, men nu ville det kun blive 91 km. Vi ville heller ikke komme op på at løbe 5.400 højdemeter ialt, men kun omkring 4.600 meter. Den skuffede følelse jeg havde i maven blev dog hurtigt fejet af bordet, fordi regnen hørte op og solen brød igennem.
Udover at teste mig selv på 100 km distancen, ville jeg også gerne prøve at løbe i mere end de 11 timer jeg har prøvet som det længste. Det ønske var jeg stadig sikker på at få indfriet.

BJARNE HESTS GAMLE TRICK

Den alternative rute ledte os henad en ret bred grusvej i en stor kløft, med bjergvægge på begge sider. Kilometerne trillede afsted, og solen fik hurtigt varmen til at vende tilbage i kroppen. Lejligheden bød sig til et hurtigt pitstop: frem med solbrillerne. Et par farverige Oakleys får mig altid til at føle mig som en racerbil. Regnjakken blev hængt til tørre bagpå rygsækken, og de kolde våde handsker skulle have en tur i tørretumbleren.
Under min tid som fodtudse i hæren, var jeg på et patruljekursus med en sej gammel kaptajn fra Jægerkorpset – “Bjarne Hest” blev han kaldt. Hans tandsæt passede godt til øgenavnet, som han vistnok havde fået fordi han var en passioneret hesteopdrætter.
Når han ikke var til stede, refererede sergenterne til ham som “Hesten”. Hesten lærte os mange gode tricks, og på det her tidspunkt i løbet fik jeg god gavn af et af dem.
Soldater har altid våde sokker, og en effektiv måde at tørre sokker på er, at lægge dem på den bare hud lige under rygsækkens skulderstropper. Kropsvarmen tørrer sokkerne og rygsækkens vægt forhindrer sokkerne i at glide på huden. Jeg tænkte at fidusen garanteret også virkede på våde handsker. Selvom det var ubehageligt at få de klamme handsker ind på huden, så virkede tricket perfekt og efter en halv times tid kunne jeg hive et par knastørre handsker frem under løbetrøjen.
Timingen med de tørre handsker var perfekt for vi var efterhånden oppe i 1.800 meters højde. Det var begyndt at sne, og højden medførte en konstant trykken i hovedet. Det føltes som om der sad et spændebånd rundt om kraniet. Når man løb for hurtigt strammede det mere til. Mine to følgesvende havde den samme følelse, og der var ikke tale om dehydrering. Vi sørgede alle for at indtage den salt og elektrolytter, der sikrer at kroppen kan optage væske. Vi drak også hyppigt nok til at vi jævnligt måtte lade vandet.
Frem med solbrillerne

Frem med solbrillerne

DEN POLSKE FORBANDELSE

Vi var efterhånden 48 km inde i løbet, trægrænsen havde vi forladt for nogen tid siden og sneen dækkede klipperne omkring os. Stien slyngede sig op og op. Vi kunne skimte løbere der bevægede sig på bjergsiden langt over os. Vi fokuserede mest på det lumske spor foran os. Der var mange ujævne passager, og vores sammenklappelige vandrestave gjorde god gavn her. På denne slags stigninger er der ingen der løber. Alle traver opad, og det gælder om at bevæge sig så effektivt og energibesparende som muligt.

Gik vi for hurtigt øgedes den strammende fornemmelse rundt om hovedet, gik vi for langsomt blev vi kolde. Vores samtaler var ikke specielt lange på det her tidspunkt, og de handlede mest om at tilpasse tempoet så det passede alle. Vi ville gerne holde sammen. Vi var på vej op mod den næsthøjeste bjergtop på ruten. Toppen hed Schjarnitsjoch. Senere talte jeg med en gammel fyr fra bjergredningstjenesten, som fortalte at Schjarnitsjoch betyder “saddel”.

Den trængsel der var i starten af løbet, var for længst opløst. Nu så man kun spredte grupper bestående af 2-5 løbere. Vi gjorde følgeskab med en gruppe på 3 polakker. Den højeste af dem hed Wojciech, og han var meget snakkesalig. Det var de faktisk alle 3, og de snakkede i et væk, på deres løjerlige polske modersmål. På et tidspunkt blev det for meget for HH, som ville lægge afstand til dem.
På højt og klingende jysk kundgjorde han: “A ka’ satme æ’ hold u’ å hør’ på deres kaglen!!”. Jeg tror ikke han selv syntes det var sjovt, men jeg synes det var fed underholdning. Resten af turen fik jeg tilbagevende grineanfald, når jeg tænkte tilbage på den lille jyske mishagsytring. Der skal ikke ret meget til få smilet frem, når man har løbet i det der svarer til en hel arbejdsdag.
På vej i højderne

På vej i højderne

Højden begynder at give symptomer

Står på en alpetop

NU HAR JEG NÅET TOPPEN MOR…

Jeg fatter ikke dem der løber rundt ude i Guds smukke natur med en iPod stoppet ind i ørerene. Vi mødte da også kun en enkelt løber med musik i ørerne – og han var naturligvis amerikaner fra L.A. Under den seje opstigning til saddelen, i 2.048 meters højde, havde vi dog selv mobiltelefonen fremme, for at spille de første 30 sekunder af AC/DC’s gamle gåsehuds-traver. Den øvrige underlægningsmusik brummede vi på i kor – Shubiduas “Står på en alpetop” passede helt fint her.
Da vi nåede toppen blev vi modtaget af 5 friske samarittere, der stod klar til at tage sig af de mest forkomne. Samaritterne var klædt godt på, og jeg ville have betalt klækkeligt for 5 minutter i en af deres robuste skijakker. Jeg tror de kedede sig lidt, for de havde bygget en snemand, som holdt den båre der var beregnet til døde og kvæstede. Et hurtigt foto af den afskyelige snemand, og så gik det brat ned på den anden side.
Når jeg sidder og ser på fotoet her bagefter kan jeg se at HH så ret sammenbidt ud og en times tid senere fandt jeg ud af hvad han kæmpede med. Henrik er sej som okselæder, og han plejer at gå forrest og vise vej når det er hårdest. På det her tidspunkt begyndte han at opfordre os til at løbe til i stedet for at vente på ham. Der var måtte være noget galt.
Nedstigningen fra Schjarnitsjoch gav musklerne i baglårene en pause. Hjemme i de nordjyske skove havde vi tålmodigt forberedt musklerne på forsiden af vores lår, til den opgave det er at løbe sikkert og hurtigt ned af en bakke i skoven. Bjergsider derimod – det er en helt anden sag. Vand og mudder drev ned af sporet, og de sten og klipper vi løb ned over var glattere end det blå slips der hænger på vores splinternye statsminister.
Nedløbet varede 45-60 minutter, og ud af øjenkrogen så jeg løbere der udførte halsbrækkende spjæt for at blive på benene, når foden gled under dem. Der var ikke mange der kom ned fra det bjerg uden et gavmildt lag mudder på knæ, bagdel og albuer. Kakkers flotte røde trailsko havde efterhånden samme farve som øllebrød.
Den glatte bjergside blev afløst af en mere regulær vandresti. Flere steder var der trappetrin, men regnen havde skyllet trinnene væk. Vi glædede os alle til at få en lille pause i hoveddepotet, som ventede få kilometer forude. Hoveddepotet var checkpoint nummer 5, og her ventede vores dropbags på os. En lille taske med vandtæt wellness; tørre sokker og forhåbentligt lidt varm mad.
Her er lidt koldt

Her er lidt koldt

HALVVEJS – KEDELIGE NYHEDER

Vi tre havde snakket taktikken og forventningerne til løbet igennem mange gange, og derfor vidste vi også lidt om hvad vi hver især havde på dagsordenen når vi kom til hoveddepotet. Depotet var organiseret som en slynget allé af små telte. Det første telt bød på mad og drikke, dernæst et telt med udlevering af dropbags. For at komme videre ud på ruten, skulle man igennem det sidste telt med læge og sygeplejerske. Jeg strøg direkte forbi maden.
Først tørt tøj, så et kig på mine fødder, dernæst kalorier ned i maven og så forbi den medicinske sagkundskab.
På alle checkpoints var der et fint udvalg af drikke, frugt, kager, ost, brød og pølser. Med hensyn til varm mad bød de på forskellige slags bouillon og suppe. Det kolde vejr taget i betragtning, kunne jeg godt have savnet en varm ret med mere fast føde. En brændvarm gryderet i form af bolognaise, chili con carne eller lignende ville have været godt. Da vi kom i mål om natten, var der også kun en tynd karrysuppe på menuen. Jeg fik suppe nok den dag, og det varer lidt tid før jeg skal have det igen.
I hoveddepotet tog Henrik tingene i en anden rækkefølge; han gik direkte til sygeplejersken. Da hun hørte at han døjede med trykkende smerter i brystet og ud i armene, kundgjorde hun at løbet var slut for hans vedkommende. Den seje gamle hund protesterede ikke.
Halvvejs i løbet

Halvvejs i løbet

Udlevering af dropbags med tørt tøj

Udlevering af dropbags med tørt tøj

DEN SVÆRESTE BESLUTNING

Jeg ved at Henriks beslutning om at stoppe gjorde mere ondt end alle hans andre symptomer til sammen. Men, helbredet er vigtigere end en finisher tshirt. Min beundring for ham er ikke mindre efter at han lod sig udgå efter kun 56 kilometer. For den uindviede lyder det sikkert mærkeligt, men det er ret svært at erkende at festen er forbi, når man er så fast i målsætningen som man nødvendigvis må være for at løbe 100 kilometer i alperne.
Når man står på startstregen er man forberedt på at der venter periodisk ubehag, smerter, kvalme og hårde stunder forude. Selve løbet er ikke det hårdeste. Man skal ikke lade sig imponere af at folk kan stå på startstregen til et løb som dette. Det krævende består i at gennemføre al den træning der kommer forud. Der skal trænes rigtigt mange timer, både i regn og mørke. Træningen byder både på fede ture med gutterne, og ensomme ture der er presset ind i dagligdagen på bekostning af nattesøvn og samvær med familien.
Folk siger at jeg har en tålmodig kone. Jeg ved ikke om hun er tålmodig, men jeg ved at hun giver mig plads til at forfølge en målsætning om at gennemføre fede løb, og til at tage væk for at have den her slags oplevelser sammen med de formidable drenge i løbeklubben. Jeg ved at Henrik også føler taknemmelighed over den frihed hans kone giver ham, til den her slags projekter. Derfor ved jeg også hvor hjerteskærende svær en beslutning det er at afbryde et løb og udgå, når man har brugt så megen energi på at forberede sig. Henrik valgte at gøre det klogeste og det eneste rigtige.
Efter hjemtransport til Grainau, ville han få prima psykologisk førstehjælp af humørbomberne Heine og Jesper. Løbsledelsen demonstrerede lige hvor godt de har styr på tingene, ved at ringe Henrik op senere på aftenen. De ville lige sikre sig at han havde det godt.
En god trio

En god trio

BLIND MAKKER

Vores team var nu reduceret fra tre til to. Forude ventede 15 relativt flade kilometer, inden vi igen ramte nogle seriøse stigninger. Vi savnede Henrik, men jeg nød at løbe med Kakker. Han er en lun fætter, og der kommer mange gode bemærkninger fra hans mund. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg luntede klukkende afsted på sporet bag ham, mens jeg tyggede på en af hans kommentarer. Det var ren hygge.
På det flade stykke løb vi en strækning langs bredden af en sø. Her passerede vi en svagtseende løber, og hans guide. Gutten havde kun 5% syn på øjnene, og han rullede stabilt afsted på stien. Kakker og jeg løb direkte igennem vandhullerne fordi vores fødder allerede var gennemblødte, og vi var ligeglade med mere vand. Vores halvblinde makker trampede formentligt direkte i de største vandhuller fordi han ikke kunne se dem. Man må tage hatten af for den slags mennesker. Da det blev mørk nat, og vi var travlt optaget af at placere vores fødder nogenlunde sikkert på en bælgmørk bjergside, tænkte jeg flere gange på, hvordan det mon måtte være at kæmpe sig frem her med kun 5% af sit syn.

LØB ER TIL AT BRÆKKE SIG OVER

Vi havde en anden speciel oplevelse på denne flade strækning: på et tidspunkt kan vi lugte bræk, og på jorden ligger der en ordentlig klat opkast. Et par hundrede meter længere fremme ligger endnu en portion opkast, og sådan fortsatte det. Jeg talte ialt 5 brækklatter. I den sidste portion var der ovenikøbet en gedigen portion blod. Jeg sendte nogle medfølende tanker til den stakkel der har lidt her. Der var vel omkring 35 kilometer hjem til mål, op over endnu en bjergtop. Gad vide om staklen har løbet ved for høj intensitet, om han ikke har styret sin saltbalance godt nok, eller noget helt tredje. Det er helt sikkert at han har haft svært ved at gennemføre, hvis ikke han har kunnet holde væske og energi i sig.

PÅ BAGHJUL HOS KAKKER

Det flade stykke blev afløst af brede skovveje der gik stejlt opad. Grusvejen føltes hård at løbe på, og mine trailsko havde ikke al den stødabsorbering jeg kunne ønske mig her. På det her tidspunkt følte jeg at mine ben var trætte og at jeg var lidt brugt. Henrik havde fortalt mig at man kan føle sig søvning når man kommer op i tyndere luft, og jeg havde virkeligt sand i øjnene nu. En blund i en varm seng var det jeg fantaserede mest om nu. Jeg hagede øjnene fast i Kakkers mudderpyntede balder, og prøvede hele tiden at mærke efter om maven havde plads til lidt mere vand og mad.
Bogen man skulle have med i rygsækken.

Bogen man skulle have med i rygsækken.

Det gælder om at kroppen hele tiden optager væske og energi, ellers går man sukkerkold og sådan en krise var der ikke brug for. Kakkers seje tråd trak mig igennem de næste par timer.
De brede veje blev afløst af en smal sti. Nu løb vi på en højderyg i tæt skov. Sporet var infiltreret af store trærødder, og imellem rødderne var hullerne fyldt med enten mudder, eller vand og store sten. Der stod skrevet ‘forstuvet ankel’ med selvlysende spraymaling over det hele. Der var ikke meget dagslys tilbage, og vi havde fuldt fokus på at passere strækningen hurtigt og uden at komme til skade.
På et tidspunkt passerede vi to andre herrer fra Danmark, der bevægede sig med forsigtige trin. Dagen efter mødte vi dem på vej til aftensmaden. Det viste sig at de var fra Aalborg, og de havde brugt 5,5 time mere end os på at gennemføre. De har haft en lang nat i skoven!
Efterhånden som vi kravlede op i højden, blev det både koldere og mørkere. Vi gjorde et kort stop for at tage en trøje mere på, se til fødderne og få pandelamperne spændt på hovedet.
Ved et af de foregående checkpoints havde vi hilst på den polske trio, som fortsat var utroligt snakkende. Det er hyggeligt at småsludre med andre løbere undervejs, men af en eller anden grund var deres indbyrdes kaglen på polsk for belastende. Da vi havde vores korte pitstop sagde jeg i sjov til Kakker, at vi skulle tage alt vores skrammel under armen og løbe alt hvad vi kunne, hvis Wojciech & Co viste sig i skovbrynet… og hvem dukker op? Den langlemmede polak med den knaldrøde hovedbeklædning!
Aldrig har vi fået vores grej pakket sammen i sådan en fart, og vi forlod gerningsstedet inden Wojciech nåede at tage luft ind til at ytre en venlig bemærkning. Vi pilede afsted og vi så ikke de 3 flinke polakker resten af natten.
Imellem de spredte checkpoints var der stationer med samarittere. De sad i grupper af 2-5 mand. Oftest var de placeret efter en passage med særligt skrappe opstigninger, eller særligt vanskelige nedløb. Løbsarrangøren havde helt sikkert tænkt over, hvor der var størst sandsynlighed for udmattelse og skader. Samaritterne havde lavet store bål, og flere af dem havde tyrolermusik på radioen. Duften af bålrøg og de muntre harmonikaviser var et super hyggeligt indslag i  den mørke nat.

HELLO KOREA!

Det havde gjort godt at ligge på baghjul hos Kakker. Det konstante indtag af væske og mad, og vores korte samtaler gjorde mig godt. Jeg følte mig stærk og overskudsagtig, og selvom vi kravlede op i højderne igen, var der ingen problemer med trykken i hovedet. Vi mindede hinanden om at drikke og spise, og vi delte endda en kop varm kaffe på et checkpoint lige inden den sidste hårde opstigning.
Vi skiftedes til at trække forrest i et stærkt tråd, og nu var det vores tur til at overhale. Vi tog skalpen af rigtigt mange løbere, på de sidste 20 kilometer. Ruten var vanskelig på det her tidspunkt. Det var længe siden vi havde set en skovvej. Sporet var smalt med plads til kun én løber, og det slyngede sig opad med hårnålesving, store sten, og vand der løb ned at sporet.
Når vi indhentede en gruppe holdt vi os til en fast taktik: først lagde vi os lige bag dem og åndede vi dem i nakken i et par minutter. Derefter stod vi stille i et halvt minut, lod dem få et lille forspring, fik vores puls ned og slugte en tår vand. Slutteligt trykkede vi gaspedalen helt i bund, så vi kom op til dem igen som et damplokomotiv bagfra. Den taktik fik de fleste til selv at trække til side i næste hårnålesving, så vi kunne passere. De mere tungnemme fik lidt hjælp med: “Do you mind letting us pass?”, reagerede de heller ikke på den prøvede vi med “Können wir passieren bitte?”. En enkelt gang måtte jeg hæve stemmen og udbryde et jysk: “Vi skal lige forbi her makker!”.
På den måde holdt vi et rigtigt godt træk hele vejen op, og blev ved med at overhale. Som kronen på værket, knækkede vi en koreansk løber. Tidligere på dagen havde han passeret os, og Kakker havde sludret lidt med ham. Vi kunne kende hans neonfarvede løbestrømper, og da vi spænede forbi ham, på det sidste bjerg, råbte vi i kor: “Hello Korea! How is it going?”. Vi fik ikke rigtigt noget svar, men han har garanteret bandet indvendigt. Som Henrik altid siger om dem der overhaler os først på dagen – “Vi ses på det sidste bjerg min ven!”.

A PAIN IN THE ASS

Over sådan et stræk som vi var igang med, virkede de andre løberes lidelser som ren benzin på vores motor. Det er nok lidt egoistisk, men jo mere de andre prustede, desto mere stærkere følte vi os. På et tidspunkt havde jeg en lille oplevelse, der klart tog prisen. Scenariet udspillede sig over 5-10 sekunder, men når alle sanser kører på fuld damp er det lang tid. Her skal I få den lille historie:
Vi er på vej op ad sporet. Ude i siden står en kvinde, og en yngre mand. Det korte glimt giver mig en mavefornemmelse af at det er mor og søn. De står skulder ved skulder med front mod sporet. Drengen har et forpint udtryk, og moderen siger et eller andet opfordrende til ham. I den ene hånd holder drengen en hvid plasticbøtte, og begges pandelamper lyser på drengens strakte pegefinger, hvor der sidder en lille klat hvid creme. På vej forbi dem, ser jeg at hans bukser er trukket ned over hans bagdel, og hans startnummer foran dækker over hans ædlere dele. Da jeg har passeret dem, kigger jeg bagud over min skulder og ser at han fører fingeren med creme ned mellem ballerne mens hans forpinte udtryk forstærkes.
Den særlige smerte i hud der har gnedet sig hudløs i løbet af en hel dag, ville jeg selv gerne være foruden. Jeg håber der var creme nok i plasticbøtten, til at få den unge fyr helt i mål.
Der skal ikke meget til for at underholde en euforisk ultraløber, som har fået fært af målstregen.

ALLE DE BILLEDER I IKKE FÅR AT SE

Oplevelsen med de hudløse balder egner sig nok ikke for kameraet, men jeg fik et par andre gode billeder som jeg har drysset ud i beskrivelsen her.
Turen har efterladt en masse fine billeder på min nethinde. Motiverne er små sjove situationer, skøre løbere, den flotteste natur med betagende udsigter og vilde passager. Alle de billeder var det for upraktisk, for farligt eller for mørkt til at fotografere, så dem kan I ikke se. Men – det findes der en løsning på – tag selv herned og løb ruten.

DE SIDSTE 10 KM

Da HH udgik af løbet havde han bedt os om at sende en SMS når vi kom til det sidste checkpoint. Så ville han sørge for at gå hen i målområdet og tage imod os. Det sidste checkpoint hed “V10”, og derefter manglede vi kun at løbe ned ad 850 højdemeter i skovklædt bjergside, inden de sidste 3-4 km på asfalt gennem byen.
SMS til henrik fra det sidste checkpoint

SMS til henrik fra det sidste checkpoint

På vej op til V10 havde jeg overvejet hvad vi skulle skrive i beskeden til HH. Han havde allerede gennemført løbet 2 år tidligere, og han havde fortalt at nedløbet gennem skoven var rigtigt fedt. Til forskel fra HH’s tidligere tur, havde det i år regnet stabilt det meste af dagen, og sporet var glat og fedtet. Vi løb i relativt godt tempo ned gennem skoven, og overhalede stadig løbere. En enkelt gang blev vi selv overhalet af to franskmænd der tordnede afsted med kæmpe rygsække på. De må bo et sted med lidt større bakker end vores bette Pallisdal inde i Rold Skov.

MÅLFEST

Store orange skilte forkyndte at nu var der 5, 4 og 3 kilometer tilbage. Det var skønt at kaste pandelampens lys på skiltene, og pludselig kunne vi se lyset fra husene i byen. Skovsti blev afløst af nådesløs asfalt, og endelig kunne vi se målområdet.
Vi forcerede opløbsstrækningen hånd i hånd, og kunne høre en speaker der bød os velkommen: “Carsten Jacobsen and Martin Melbye from Denmark!”. Sluttiden blev 16 timer og 51 minutter.
Inde i målteltet stod HH, Heine og Jesper og tog imod. De bød os velkomne med højt humør, lykønskninger og kram. De var nyvaskede og glade, og stod klar med store ølkrus. Det var vildt fedt at de havde trodset nattens mørke, og stod klar til at tage imod os. Endnu mere imponerende var det, at de følte trang til at omfavne sådan et par mudrede ildelugtende pjalter som os.
Vi fik lidt tørt tøj på, og blev hængende i målområdet sammen med gutterne for at få lidt mad og en øl. Halvkolde pastaskruer, tomatsalat og lidt karrysuppe udgjorde et rent festmåltid.
Da vi kom tilbage på værelset, og havde fået mudderet spulet af os, skulle vi lige afhøres af HH inden vi fik lov at gå til ro. Der blev også lige tid til en kop kaffe, og en pokal af den gode rom Kakker havde medbragt.
I mål - tak for fedt selskab Kakker, og til HH der var med os i ånden

I mål – tak for fedt selskab Kakker, og til HH der var med os i ånden

Arh - endelig i mål

Arh – endelig i mål

EPILOG

Nattesøvnen er lidt urolig og benene værker en smule efter sådan en udflugt. Som nævnt tidligere delte Kakker og jeg en dobbeltseng. Midt på natten vågnede vi samtidigt. Vi sagde ikke noget til hinanden, vi klaskede bare et højlydt high-five henover sengemidten, og lagde os til rette igen med veltilfredse smil på læben.
Der stillede cirka 600 deltagere op på ultratrail-distancen, og cirka 300 af os gennemførte. Finisher t-shirten var ikke noget man fik forærende her.
Camping-mutter skyldte os en gang gratis morgenmad, så kl 9:00 næste morgen stod vi klar i cafeen og glædede os til et festmåltid med kaffe ad libitum.
Dagen blev brugt på råhygge i form af formiddagskaffe med jordbærlagkage og en lille gewesen. Derefter en middagslur og pizza til frokost. Vi skulle høre om Jespers tur på 60 kilometer-distancen. Han havde klaret sit allerførste ultraløb i flot stil. Jeg tager hatten af for at stille op til den slags, med knap 18 måneders trail-erfaring på kontoen.

Heine der fortsat er skadet i sit knæ, havde knoklet sig igennem 25-kilometeren, og havde tilsyneladende haft en god oplevelse, men knæet var ikke vild med det ujævne terræn.

Aftensmåltidet skulle naturligvis foregå i det autentiske sydtyske køkken. Et nærliggende gasthaus bød på ‘grillhaxe mit knödel und krautsalat’… langtidsbraiseret svineknæ med overdimensionerede melboller. Anretningen blev skyllet ned med venlige mængder weissbier. Henrik var stadig ikke helt ovenpå, og han bestilte med spag stemme “eine kleines weissbier”. Kromutter gjorde ham mundlam, hvilket jeg aldrig har oplevet før. Hun meldte tilbage med stålfast blik, at han opholdt sig i Bayern og her fandtes ikke små fadøl. Han kunne få en stor weissbier.
Henrik blev helt stille og sagde ikke et kvæk. Jeg undskylder miseren med at han var syg. Hvis han havde været ved sine fulde fem, havde hun fået tilbage fra samme skuffe.
Dejlig og velfortjent morgenmad

Dejlig og velfortjent morgenmad – grosserer Aage Brodtgaard får sig en ostemad

Fmroiddagskaffe og en gewesen

Formiddagskaffe og en lille gewesen

Frokost og en stift

Frokost og en stift

TILBAGE PÅ MOTORVEJEN

Efter endnu en god nats søvn foregik hjemturen i samme ånd som udfarten: god stemning i bilerne, og udveksling af ideer til målet for næste klubudflugt. Nu skal vi lige hjem til koner og kærester, og have lov til at tage afsted igen. Selv ultraløbere ved godt at vi eksisterer på vores kvinders nåde.

Jeg glæder mig til den næste udflugt med drengene fra løbeklubben. Zugspitz Ultratrail er et løb jeg klart kan anbefale andre, både dem der vil snuse til trailløb i alperne for første gang, og for de mere erfarne. Der er udfordringer for alle slags løbere her.
Tak til Henrik, Heine, Kakker og Jesper for nogle uforglemmelige dage.
Tak for en uforglemmelig tur gutter!

Tak for en uforglemmelig tur gutter!

Sammenlign dig med de bedste

Har du tjekket om dit navn figurerer på International Trail Running Associations (ITRA) rangliste?
Ranglisten er baseret på et performance index, og har til formål at danne grundlag for at vurdere trailløberes præstationer. Indekset sammenligner det internationale niveau af trailløbere, ud fra resultaterne fra den enkelte løbers 5 bedste præstationer over de seneste 36 måneder.

SAMMENLIGN PRÆSTATIONER

Hver løber ranglistes efter et pointsystem, hvor der tages højde for højdeprofilen og sværhedsgraden i forhold til en flad rute. Maksimum-scoren for de bedste præstationer er 1.000 points.
Points beregnes ud fra resultater af alle trailløb, som offentliggør de officielle resultater.
Se ITRA’s hjemmeside for flere oplysninger.

ITRA’S PERFORMANCE INDEX

ITRA Performance Index

Er ultraløb usundt?

Når man løber meget, får man indimellem den her kommentar: “Det kan jo ikke være sundt at løbe så meget!”…

Selvom det føles fantastisk for både krop og sjæl, at løbe og at bevæge sig ude i naturen, begyndte jeg på et tidspunkt at spørge mig selv, om der mon var noget om det.

Er langvarig og intensiv løbetræning usundt?

Derfor spurgte jeg nogle af de eksperter jeg kunne komme i tanker om, og jeg søgte efter videnskabelige undersøgelser i de medicinske søgedatabaser.

KONKLUSION

Som en samlet konklusion siger forskere og eksperter, at der uden tvivl er positive sundhedsmæssige effekter af, at motionere regelmæssigt og meget. Man ved ikke hvor grænsen går for, hvornår den enkelte person har opnået sin maksimale sundshedseffekt ved at træne, og hvornår der eventuelt kan opstå skadelige virkninger. Når man træner meget er der risiko for overbelastning, og derfor skal hver enkelt motionist lytte til sin krop, og respektere eventuelle tegn og symptomer på at man træner for hårdt eller for meget.

STOR RAPPORT OM SUPERMOTIONISME

Vidensråd for Forebyggelse har for nyligt offentliggjorde en rapport som netop ser på de eventuelle sundhedsmæssige konsekvenser af supermotionisme.

Supermotionisme defineres som det at træne dagligt, at løbe mere end 6 timer om ugen og at deltage i langvarige løb, hvor man presser sig selv til udmattelse.

Rapportens konklusion: sport er sundt – meget sport er meget sundt!

Rapportens konklusion er klar – det er sundt at dyrke sport, og det er meget sundt at dyrke meget sport. Hvis du vil have lidt flere detaljer, så læs videre.

GENEREL SUNDHED

Der er efterhånden en lang række videnskabelige undersøgelser, som har påvist en gavnlig effekt af regelmæssig motion. Undersøgelserne viser også at jo mere man motionerer, jo større sundhedsmæssig effekt har det, op til et vist niveau. Når man når til en vis mængde træning, er der angiveligt ikke nogen supplerende sunhedseffekt ved at forøge træningens mængde.

Ud fra den forskning der er lavet på nuværende tidspunkt, kan man ikke sige præcist hvornår man har opnået den maksimale sundhedseffekt, og grænsen er formentligt betinget af den enkelte persons gener og biologi, hvor meget man har trænet tidligere i livet og andre faktorer. Hvad angår den generelle sundhed anbefaler forskerne derfor at man lytter til eventuelle signaler der indikerer at man træner for meget. Overdreven træthed, smerter, svimmelhed og besvimelsestilfælde er tegn på at man skal reducere sin træningsmængde.

Ultraløbere er sjældnere sygemeldt

I forhold til ultraløb er der ikke fundet en øget forekomst af skader, sammenlignet med folk der løber kortere distancer. Det er oftest nybegyndere og yngre løbere der er skadet. Et studie af 1.212 aktive ultraløbere viste, ultraløbere havde sjældnere forekomst sygefravær end normalbefolkningen. Studiet kunne dog ikke sige om den bedre sundhed er en effekt af ultraløb, eller om det bare er sundere mennesker der vælger at løbe ultraløb.

SKADER PÅ MUSKLER OG LED

Den primære forholdsregel der skal tages for at undgå skader på muskler og led, er at man øger sin træningsmængde gradvist. Den gængse regel er at man maksimalt øger sin træningsmængde med 10% pr. uge.

En alvorlig komplikation ved muskelskader under lange ultraløb er den såkaldte “rhabdomyolyse”

Forebyggelse af dette sjældne fænomen handler ligeledes om gradvis tilvænning til større træningsmængder og træningsformer, men også om at undgå andre udløsende faktorer, såsom visse typer medicin, virus-infektioner og ekstrem varmestress i forbindelse med træningen.

OVERBELASTNINGSSKADER

Løbetræning er angiveligt forbundet med større risiko for overbelastningsskader, sammenlignet med cykling, svømning og roning. Derimod er der ikke en klar sammenhæng mellem udøvelse af udholdenhedsidræt, og forekomst af slidgigt.

Løbere der træner meget har en stor risiko for overbelastningsskader, men risikoen er størst for nybegyndere indenfor sporten.

Med henblik på at forebygge overbelastningsskader, skal motionisten være opmærksom når der er smerter, hævelse og ømhed efter træningsaktivitet. Disse tegn og symptomer kan være signaler om at kroppens væv er overbelastet, og har behov for længere restitution end sædvanligt. Det kan snyde idrætsudøveren at smerterne kan forsvinde under aktivitet, for så at vende kraftigt tilbage efter træningens ophør. En sådan reaktion kan være tegn på belastningsrelateret inflammation i vævet.

Det væsentligste man kan gøre for at forebygge overbelastningsskader, og for at sikre at man kan genoptage ultraløbetræning efter en skade er, at man doserer træningen fornuftigt. Forskningen giver endnu ikke klare grænser for hvilken træningsdosis der er acceptabel, og hvilken mængde der eventuelt er skadelig.

KREDSLØBET

Tidligere forskning har antydet at der kan være en periode efter ekstrem udholdenhedsidræt, hvor hjerte og kredsløb er udtrættet. Hård og langvarig fysisk træning kan medføre en forstørrelse af hjertemuskelen, og idag betragtes dette som en gavnlig effekt.

Det såkaldte “sportshjerte” er at betragte som et stærkt og sundt hjerte.

Umiddelbart efter udøvelse af ekstreme sportanstrengelser, kan der være en forbigående udvidelse af hjertekamrene, og forringet pumpeeffekt. Man kender endnu ikke betydningen af denne forbigående effekt. I nogle tilfælde kan sportsudøvelsen føre til såkaldt “atrieflimren”, men det kræver at der er andre disponerende faktorer tilstede hos udøveren.

Når man taler om ekstremsport, skal man huske på at ultraløb nok er en langvarig anstrengelse, men den relative belastning er lille. Det vil sige at den arbejdsintensitet ultraløberen arbejder ved at langt under maksimal belastning.

Samlet set er der behov for mere forskning i eventuelle negative langtidseffekter af udholdenhedstræning og ultraløb.

BIOKEMISKE FORANDRINGER

Blodprøver taget efter langvarig træning eller konkurrence, tyder på at aktiviteten kan medføre skader på muskelvæv eller blodets celler. Denne effekt er dog oftest en godartet og forbigående virkning. I meget sjældne tilfælde kan træning og idrætsudøvelse medføre behandlingskrævende muskelskade. Den tilstand kaldes rhabdomyolyse, og kan være farlig hvis ikke patienten kommer under behandling. Erfaringsvis skal der andre faktorer end blot ekstrem sportsudøvelse, til for at udløse rhabdomyolyse.

Symptomer som muskelømhed, muskelsvækkelse og kramper er velkendte konsekvenser af langvarig eller uvant træning. Den slags symptomer aftager når motionisten vænner sig til træningen. Muskelømhed forekommer hos alle mennesker der udsætter sig for ny og uvant træning, og er således ikke en afgrænset tilstand hos supermotionister.

OVERTRÆNINGSSYNDROM

Overtræningssyndrom er kendetegnet ved at løberen akkumulerer træthed, som medfører en langvarig forringelse af præstationsevnen. Tilstanden er ofte ledsaget af andre fysiske og psykologiske symptomer.

Overtræningssyndrom opstår angiveligt når motionisten ikke får nok restitution, i forhold til mængden af træning. Man mener at monoton træning, for mange konkurrencer, personlige problemer  og andre psykiske stresspåvirkninger kan øge risikoen for overtræningssyndrom. Der findes ikke undersøgelser af, hvor stort et problem overtræningssyndrom er hos ultraløbere.

Det kan være en god idé at føre træningsdagbog, hvor man monitorerer præstationsniveau samt psykisk og fysisk velbefindende. På den måde kan man blive opmærksom på tidlige tegn på overtræning. Hvis præstationsniveauet er nedadgående, bør det ikke ses som en indikator for at forøge træningsmængden, men som et fingerpeg om at restitution skal prioriteres højere.

IMMUNSYSTEMET OG INFEKTION

Der findes nogen videnskabelig dokumentation for at mennesker der træner regelmæssigt, har et bedre immunforsvar og sjældnere bliver syge af infektioner. Umiddelbart efter en periode med træning af høj intensitet tyder forskningen dog på, at der er en periode hvor løberen har lettere ved at få en forkølelse.

Anbefalingnerne fra eksperterne er iøvrigt, at man afholder sig fra at træne hvis man har feber. Hvis man har en forkølelse, men iøvrigt er velbefindende, er det ok at træne.

TRÆNINGSAFHÆNGIGHED

En tilstand man kan se hos ultraløbere, og supermotionister i det hele taget, er overdreven træning og abstinenser ved fravær fra træningen. Det er kendetegnende at træning fylder hele livet, og derfor kan den træningsafhængige miste kontakten til venner og familie, der er høj risiko for overbelastningsskader og stort fokus på kroppen og præstationerne. Den træningsafhængige vil fortsætte med at træne, selv når han er syg eller skadet. Den træningsafhængige får skyldfølelse, hvis han holder en hviledag uden træning. Derfor er denne adfærd på lang sigt en ødelæggende adfærd, som har ligheder med andre afhængighedstilstande (ludomani, afhængighed af rusmidler o.s.v.).

KILDER

Andersen J.L. Lichtenstein M.B., Klarlund B., Overgaard, K. Grønbæk m:, Nielsen R.Ø. Roos E. (2014). Supermotionisme. Vidensråd for forebyggelse. http://www.vidensraad.dk/sites/default/files/vidensraad_supermotionisme_digital_01.pdf

Hoffman & Krishnan (2014). Health and exercise-related medical issues among 1,212 ultramarathon runners: baseline findings from the Ultrarunners Longitudinal TRAcking (ULTRA) Study. PLoS One. 2014 Jan 8;9(1):e83867. doi: 10.1371/journal.pone.0083867. eCollection 2014.

Lipman GS1, Krabak BJ, Waite BL, Logan SB, Menon A, Chan GK. (2014). A prospective cohort study of acute kidney injury in multi-stage ultramarathon runners: the Biochemistry in Endurance Runner Study (BIERS). Res Sports Med. 2014;22(2):185-92. doi: 10.1080/15438627.2014.881824.

Passaglia DG1, Emed LG, Barberato SH, Guerios ST, Moser AI, Silva MM, Ishie E, Guarita-Souza LC, Costantini CR, Faria-Neto JR. (2013). Acute effects of prolonged physical exercise: evaluation after a twenty-four-hour ultramarathon. Arq Bras Cardiol. 2013 Jan;100(1):21-8. Epub 2012 Dec 18.

Test af håndholdt drikkeflaske – Ultimate Direction Fastdraw 20

Den håndholdte drikkeflaske Fastdraw 20, fra Ultimate Direction er et smart og funktionelt løbegadget. Udover en rigtigt god drikkeflaske, får man en smart lille løbetaske som er indbygget i håndremmen. Den lille taske rummer snildt en telefon, et par gels og nøgler.

HOLDBART PRODUKT

Jeg har i forvejen to løberygsække fra Ultimate Direction, og de er i prima kvalitet. Med det samme man får Fastdraw 20 i hånden, fornemmer man at her tale om et kvalitetsprodukt. Materialet er let men slidstærkt, og alle syninger virker robuste.

Fastdraw 20_3

Udenpå stropperne er der diskrete bånd af refleksmateriale, som gør dig synlig i mørke. Indeni det lille rum, er der en lille hægte til nøglering og lignende.

På mine løbeture har jeg fyldt flasken helt op med vand og jeg har fyldt forskellige ting i den lille taske på siden. Jeg blev ret overrasket over hvor effektiv håndremmen er, og jeg føler slet ikke at man skal bruge nogen håndkræfter for at holde flasken.

PLADS TIL FORBEDRING

Jeg kan kun komme i tanker om en enkelt ting der kan forbedres ved Fastdraw 20; det er den lille rem man bruger til at stramme håndremmen med. Stramme-funktionen har en tendens til at glide, så remmen bliver løsere, og med nogle kilometers interval skal man spænde den til. Det er en lille detalje som ikke betyder det helt store, men dog en mulighed for at forbedre produktet endnu mere.

Der er ingen tvivl om at jeg kommer til at bruge flasken meget, på de korte til mellemlange træningsture på 10-20 km.

Fastdraw 20 og andet udstyr fra Ultimate Direction, forhandles af Gaia Sport i Danmark.