Hammer Trail 50 miles

Den 2. maj 2014 stak jeg forsigtigt fødderne henover startstregen på Hammer Trail 50 miles ruten. Jeg har tidligere løbet nogle 54 og 57 km løb, men jeg betragter Hammer Trail som mit første rigtige ultraløb.

Oprindeligt var det meningen at jeg ville løbe 50 km-ruten til Hammer Trail, som en forberedelse til det 90 km lange UltraVasan senere på året. Da jeg skulle melde mig til 50 km’eren besluttede jeg mig alligevel for at hoppe ud af komfortzonen med det samme, og melde mig til de 50 miles – 80 km – i stedet.

FØR DET GIK LØS

I 19 uger forud for løbet fulgte jeg en systematisk træningsplan, hvor jeg har tilbagelagt cirka 1.300 km. Min længste træningsuge var på 105 km, og jeg har haft 5 ugers træning på mellem 80 og 100 km. Træningsturene varierede i længde fra 10 km og op til 57 km, og jeg trænede på alle tidspunkter af døgnet. Til sidst følte jeg at jeg kunne løbe når som helst, at jeg bare kunne tænde for en kontakt inde i hovedet og så ville mine ben begynde at løbe. Det var en ret fed fornemmelse.

Ude at se lidt på hvad der venter os

Ude at se lidt på hvad der venter os

Udover de fysiske forberedelser prøvede jeg at opsamle så meget information om løbet og om ruten, som det var muligt. Desværre var det ikke rigtigt til at finde nogen race reports på nettet, men det prøver jeg så at råde bod på i skrivende stund. Gudskelov kender jeg et par rutinerede løbere, som jeg kunne udspørge og få gode råd fra. Blandt andet havde jeg flere gode snakke med den rutinerede ultratrail-løber Henrik Henriksen. Henrik er et stort forbillede og en kæmpe inspirationskilde for mig, men det kan du læse mere om senere. Ud over Henrik havde jeg også Carsten “Kakker” Jacobsen, og Per “Firben” Henriksen at spørge til råds. Carsten har løbet flere seje ultraløb, og han er rigtigt god til at løbe kløgtigt og at disponere sine kræfter. Per har løbet rigtigt meget, og han har også deltaget i løbet på Bornholm flere gange, så han vidste en masse om ruten, depoterne og andre nyttige detaljer.

FØRSTE GANG PÅ SOLSKINSØEN

Tidligt torsdag morgen pakkede vi bilen, med løbegrej og fire passagerer – Per, Carsten og min bedre halvdel Dorte som skulle løbe 25 km-ruten. Selve rejsen til Bornholm var rigtigt hyggelig, der var termokaffe, rundstykker og wienerbasser undervejs og snakken gik. Der blev snakket en hel del om løb undervejs, og det var superfedt at snakke med de to løbenørder på bagsædet. Hvis man skal sætte en enkelt overskrift over førstehåndsindtrykket af Bornholm, så må det blive “Hyggelig ferieø”! Gaderne i de små byer er kringlede og krogede, husene er små og hyggelige, vejene har løjerlige navne, og overalt er der pensionater og små hoteller.

Vi startede med at køre ned til løbets startområde og snuse lidt, inden vi kørte videre til vores indkvarteringssted. Jeg tror vi alle var lidt spændte på at se løbet an, og at få en fornemmelse af stemningen. Det var rigtigt rart at ankomme i god tid – halvandet døgn før starten – så vi kunne snuse lidt rundt i området, inden det hele gik løs.

God mad, koldt øl og mental opladning med Henrik & Vibeke

God mad, koldt øl og mental opladning med Henrik & Vibeke

Som en god optakt havde Henrik Henriksen og hans kone inviteret os til spisning. Henrik skulle løbe 100 miles, og starten på den distance gik allerede dagen efter. Det blev til en utroligt hyggelig aften med dejlig mad, et par gode øl, en lille aften-spadseretur på noget af ruten, og en hel masse løbesnak. Henrik var virkeligt sat godt op rent mentalt, og det smittede af på vi andre tror jeg. Som jeg allerede har nævnt er Henrik en meget inspirerende mand at være sammen med – et motto man indimellem hører fra hans mund er: “If you can dream it – you can do it!”, og det er han selv et levende eksempel på.

SÅ GÅR VI IGANG

Vores 50-miles skulle starte kl 1:00 natten mellem fredag og lørdag. Hele fredagen blev derfor tilbragt i et meget roligt tempo. Carsten, Per, Dorte og jeg tilbragte et par timer i målområdet, og med at tage ud til et par af de steder på ruten man kunne køre til i bil – og det er ikke ret mange. Det passede meget fint med at vi kunne se starten på 100-miles løbet, og så kunne vi spise en absolut uforglemmelig frokost på havnen i Vang, hvor løberne kom forbi. Efter frokost tog vi tilbage hvor vi boede, og brugte resten af dagen på en små-neurotisk vekslen mellem at forsøge at sove, spise, pakke grej, se på løbsruten, tidsgrænserne for de enkelte omgange, sove lidt igen, stå op og tjekke at alt grejet var klar, og sådan gik det meste af dagen.

Løbsledelsen gjorde en fantastisk indsats med at sende opdateringer ud på Facebook; billeder, filmklip, små statusopdateringer og meget andet. I løbet af eftermiddagen kunne vi læse hvordan deltagerne på 100 miles udgik én efter én – og det gjorde det bestemt ikke lettere at få sig en eftermiddagslur. Er jeg forberedt godt nok, har jeg det rigtige udstyr med, kan jeg klare skærene når der opstår en krise? Inden i mig lød svaret: “Ja gu’ kan du så! Du er jo taget herover for at blive presset ud af komfortzonen, så bare glæd dig til lidelserne knægt!”.

Tre spændte, nervøse og småfrysende herrer kl lidt over midnat

Tre spændte, nervøse og småfrysende herrer kl lidt over midnat

Ved ellevetiden om aftenen havde jeg spist dagens sidste portion pasta, taget mit løbetøj og varmt overtrækstøj på, og så kørte jeg hen for at hente Per og Carsten. Da jeg kom hen til dem, fik jeg det klare indtryk at de også havde brugt eftermiddagen og aftenen på at gå rundt om sig selv i små cirkler – forventningen til en stor oplevelse blandet med nervøsitet er en del af optakten til et ultraløb tror jeg.

Den bornholmske nat var bælgravende mørk, og i startområdet herskede der en fortættet stemning blandt de ialt 74 løbere, som skulle starte kl 1. Indimellem steg pulsen når en af 100-miles løberne kom ind i depotet.

PROLOGEN – SMÅPROBLEMER GIVER HØJ PULS

Hele fredagen havde tiden sneglet sig afsted, og pludseligt var den sidste halve times ventetid overstået på et splitsekund. Tiden forsvandt i små koncentrerede snakke med Per og Carsten – har vi tjek på udstyret, skal man starte ud i en vindjakke eller kan den undværes? Der blev ført korte samtaler med de andre løbere, hilse på et par stykker man havde set før, og en kort sludder med en sej ung kvinde som aldrig havde løbet længere end 42 km, men lige ville prøve det der ‘ultratrail’… kvinder er bare sejere end mænd.

Få minutter før starten blev vi samlet ved startstregen, og løbslederen Kim holdt en kort briefing, som jeg ikke hørte et eneste ord af. Jeg var allerede forsvundet ind i min egen verden; og der var kun få ting i fokus: løb fornuftigt, husk de gode råd fra Henrik, og vigtigst af alt –  nyd turen!

Prologen var på 3,1 km og vi skulle hurtigt få en smag for hvor teknisk ruten ville blive. Vi løb dog den første kilometer på en asfalteret cykelsti, men allerede her røg min puls til vejrs. I min løberygsæk havde jeg væskeforsyning med, i form af en halvanden liters væskeblære hvorfra jeg kunne suge vand via en lille slange, og så to små vandflasker i lommer foran på skulderstropperne. Da jeg ville drikke lidt vand, fra væskeblæren, kom der ingenting igennem slangen overhovedet. Min hjerne fyldtes straks med tusinde tanker: “Jeg fyldte da vand i som noget af første, er væskeblæren utæt, er slangen gået i stykker, hvordan skal jeg kunne gennemføre løbet kun med de to små flasker, hvad pokker er der galt?”. Inden panikken fik taget i mig, fik jeg mine handsker af, og mens jeg luntede langsomt videre, mærkede jeg langs med drikkeslangen, som jeg kunne følge med fingrene om bag på ryggen, og ned i rygsækken. Jeg kunne mærke at slangen var blevet klemt sammen, så der var et knæk på den, og det lykkedes mig at rette problemet… straks flød vandet gennem slangen og jeg kunne slukke tørsten. Jeg åndede lettet op og sekundet efter kunne jeg starte at nyde turen. Vi tre løbekammerater havde ikke lavet nogen aftale om at følges ad på turen, men det var alligevel rart og trygt at følges med dem, så efter problemet med vandslagen, satte jeg tempoet lidt op, og nåede op til Per & Carsten igen.

FØRSTE RUNDE – DEN HYGGELIGSTE RUNDE

Vi løb prologens 3,1 km på cirka 21 minutter, og tidsgrænsen var 30 minutter. Derefter var det bare om at komme videre ud i den kulsorte bornholmernat, sammen med Per & Carsten. Feltet af 74 løbere var stadig meget klumpet sammen, og derfor gik de første 10 km med at løbe lidt i kø. Indimellem er det hyggeligt at løbe i en flok, og andre gange er det bare ultra-irriterende.

Selve ruten var singletrack – altså et smalt spor med plads til en løber – ikke noget med at løbe side om side. Derfor er det noget bøvl at løbe bag en stor tamp fra København, der plaprer løs om alt muligt gøgl, og fylder hele ens udsyn så man ikke kan se de klippestykker man for himlens skyld ikke skal falde over. Sammen med mine to lidelsesfæller, blev det derfor til lidt slalomløb og små overhalings-spurter for at komme fri at køerne. Efter omkring 10-15 kilometer var gruppen spredt ud, og jeg var stadig i selskab med Carsten. Per har i lang tid døjet med sine achillessener, og derfor valgte han at fortsætte i et mere konservativt tempo end vi andre.

Carsten og jeg fortsatte i tosomhed i den kulsorte nat, og det var den fedeste og hyggeligste runde vi løb på turen. Hele verden var begrænset til det lille område vores lyskegler oplyste på stien foran os, og vores fragmenterede samtaler, små kommentarer, udbrud eller overvejelser som vi delte med hinanden. Det var utroligt hyggeligt. Selve omgivelserne omkring det trail – sporet vi løb på – kunne vi ikke rigtigt se, dels fordi det er rigtigt dumt at hæve blikket og se sig omkring, og dels fordi der var kulsort nat. På et tidspunkt løb vi langs det vi fornemmede var en stejl klippeskrænt ned mod havet. Vi kunne dufte havet og høre havmågernes skrig, men vi anede i realiteten ikke hvad der var nedenfor skrænten, om der overhovedet var en skrænt og hvor lang der var ned… så snart dagslyset kom, skulle vi få syn for sagen.

Jeg husker bare første runde som en lang flydende rejse indeni vores lille løbeboble, den var ovre efter 3 timer og 30 minutter, hvor vi ankom til depotet og checkpoint. Vi var i god tid i forhold til cut-off grænsen, og indtil videre skulle vi ikke bekymre os for at blive pillet ud af løbet fordi vi var for langsomme.

Velassorteret depot - hvad du ønsker skal du få. De venlige hjælpere i depotet står på spring for hjælpe

Velassorteret depot – hvad du ønsker skal du få. De venlige hjælpere i depotet står på spring for hjælpe

Jeg havde på forhånd en forventning om, at jeg ville opføre mig lidt forhastet når jeg kom i depot. Derfor havde jeg skrevet en lille seddel til mig selv, og der stod: 1. Fødder – tjek om der er tegn på vabler, tag sokkerne af og smør fødderne ind i vaseline. 2. Væske – fyld væskeblæren og drikkedunkene. 3. Energi – tag den lille pose du har pakket på forhånd, så du er sikker på at få energi-gels og elektrolytter med ud på den næste runde. Tag noget mad i depotet og stop det ned i motor-rummet!

ANDEN RUNDE – DEN SMUKKESTE RUNDE

Carsten og jeg forlod depotet sammen, nattens mørke blev afløst af gryende solopgang og vi kunne pakke pandelamperne ned i rygsækken. Anden runde blev løbet i modsat retning af den første. Det betød at vi mødte dem vi havde overhalet igen, og pludseligt blev vi opmærksomme på vores placering i feltet. Der var ingen af os tre der havde andre målsætninger end at gennemføre løbet, men det er alligevel med til at afstive selvtilliden, at man ikke ligger helt bagest.

Den modsatte løbsretning betød også at anden runde startede med en rundtur på Hammerknuden og omkring Hammershus. Denne strækning er den absolut mest tekniske, med flest op- og nedløb på ujævne klipper. Det er også strækningen, hvor man har et flot kig udover havet, højt oppe fra, og det var fantastisk smukt at løbe i solopgangen. Netop det at starte om natten, og løbe videre i solopgangen var en af de ting jeg havde glædet mig til på forhånd, og derfor sugede jeg hvert sekund til mig og nød det alt hvad jeg kunne.

Da vi havde passeret Hammerknuden gjorde jeg følgeskab med en gammel studiekammerat – Tomas Sundman. Jeg har fulgt ham lidt på nettet, og derfor ved jeg at han er en sej løber med flere lange etapeløb i rygsækken. Vi rullede afsted og førte korte samtaler om det ene og det andet. Det er ret sjovt med sådan nogle samtaler under en løbetur. Til tider kan der være mange minutter mellem sætningerne, men samtalen føles ikke afbrudt. Andre gange skifter man emne 5 gange indenfor et minut, uden at det virker underligt. Det kunne være sjovt at optage sådan en løbesamtale og høre den bagefter, men hvem gider at løbe med en diktafon? Senere gik det op for mig, at det er der faktisk nogen der gider.

På slutningen af denne omgang passerede jeg en fyr der var igang med at optage et videoklip med sig selv, imens han løb… han snakkede til kameraet og gav en statusrapport. Her bagefter forstår jeg stadig ikke at nogen kan være i stand til at filme sig selv med et kamera, altimens de løber henover et ujævnt terræn som dette.

Jeg vidste at der ventede to hårde passager med nedløb, inden jeg var i depotet. På forhånd havde jeg øvet mig i at løbe hurtigst muligt når det gik nedad, og jeg forberedte mig på at give den gas og på at skulle flytte fødderne hurtigt for at holde balancen og komme ned over sporet uden at falde og komme til skade. Jeg ville helst ikke få brug for det plaster og den forbinding, som lå i min rygsæk. Jeg havde mødt flere løbere med blod løbende ned ad skinnebenene. Jeg kan kun gætte på hvilken ekstra belastning der ville være, at skulle fortsætte med et smertende sår på benene. Der var nu også helt andre ting at tænke på, da jeg fortsatte frem mod afslutningen af anden omgang.

Velkommen til Hammer Trail Dorte

Velkommen til Hammer Trail Dorte

Agent Cooper fra TV-serien Twin Peaks sagde at “man skal give sig selv en gave hver dag“, og det råd har jeg aldrig glemt. Jeg bruger det råd når jeg løber langt og når træningsturene er sure. Inden løbet startede havde jeg stillet mig selv to gaver i udsigt, når jeg kom i depot efter anden runde: for det første ville min kone Dorte være der og løbe med ud på tredje runde, og for det andet havde jeg lovet mig selv et rundstykke med ost og en kop kaffe. Da jeg endelig kom i mål, var kaffen det absolut sidste jeg havde lyst til, men et rundstykke med en ordentligt tyk skive ost, tog jeg med mig videre.

Dorte stod klar da jeg kom ind i depotet, og det var skønt at se hende. Inden jeg løb ud på anden runde, havde jeg sendt hende en SMS med den korte tekst: “Vi ses kl 8:30. Glæd dig!“. Som det søde menneske hun er, havde hun på forhånd sagt at jeg bare skulle løbe afsted, uden være forpligtet til at vente på hende. Til det havde jeg trukket på smilebåndet, for jeg vidste at det i hvertfald ikke ville blive mig der kom til at vente på nogen. Det ville blive hende der kom til at vente på mig.

TREDJE RUNDE – DEN EMOTIONELLE RUNDE

Dorte og jeg løb et kort stykke sammen, hvorefter jeg så hende forsvinde afsted i en lille støvsky henad sporet. Jeg smilede stadig, og glædede mig over at jeg har en sej kone der kan løbe 25 kilometer i noget af det hårdeste terræn i Danmark, og jeg glædede mig på hendes vegne over alt det flotte natur hun nu skulle opleve de næste 3-4 timer. Desuden havde jeg nok at gøre med at gumle i et rundstykke med tandsmør og ost, mens jeg stadig forsøgte at holde et respektabelt tempo og undgå at falde over et klippestykke.

Tredje runde blev både den mest afslappende og den hårdeste. Jeg var klar over at jeg ville gennemføre løbet, og at jeg kunne klare det under tidsgrænsen, men jeg kunne også begynde at mærke at 80,5 km kilometer i ujævnt terræn, med 2.600 meter opad og 2.600 meter nedad er noget der har en effekt på hele kroppen. Mit løbeur har en funktion, hvor man kan se hvor meget tid man har løbet lige ud, og hvor lang tid man har løbet henholdsvis op og ned ad bakke. Funktionen afslørede at på hele turen løb jeg opad i 6 timer, nedad i 4 timer, og lige ud i 1 time… Tag et kig på rutens højdeprofil, og du vil se at det hele tiden skifter mellem op, ned og lige ud. Med andre ord er der ikke mulighed for at finde ind i en jævn løberytme overhovedet.

Jons kapel - simpel opgave: ned ad trapperne i en fart, ringe med klokken, og se så at komme op ad alle trinene igen - og glæd dig over at det er sidste gang

Jons kapel – simpel opgave: ned ad trapperne i en fart, ringe med klokken, og se så at komme op ad alle trinene igen – og glæd dig over at det er sidste gang

Jeg løb hele tredje runde mutters alene, og jeg var lukket helt inde i min løbeboble. Med cirka 17 kilometer til mål ankom jeg til Jons kapel hvor man skal ned ad en hel masse trapper, ringe med en klokke og så op ad trapperne igen. Ovenfor trapperne er der et depot hvor man kan tanke væske og få lidt chips, nødder og lignende. Løbeboblen blev brudt kortvarigt for at sludre med den flinke og enormt hjælpsomme depotmand.

Klokken nedenfor trapperne fik et ekstra kraftfuldt ring, der ville have været Budolfi Kirke værdigt.

Efter Jons kapel var der 17 kilometer tilbage, igennem stenbruddet, langs den umulige ko-sti ved Vang, og henover det hårde stykke ved Hammerknuden. Jeg følte mig lidt svimmel, havde en sur mave og jeg var begyndt at føle lede ved at spise mine energi-gels. Ikke et godt udgangspunkt for at løbe 17 kilometer, men det var jo netop den form for udfordring der havde bragt mig til Bornholm. Det var nu selve ultraløbet skulle tage sin start. Nu blev jeg konfronteret med noget af det der gør at jeg fascineres af ultratrail-løb.

Frem med den mentale værktøjskasse og afsted henover jorden, et skridt ad gangen – løb hvis du kan, gå hvis det er nødvendigt, og kravl hvis det er det eneste du kan! Jeg forestillede mig at de sidste 17 kilometer var en af mine træningsture derhjemme, og sådan en træningstur er jo ikke noget at snakke om. Jeg sagde til mig selv at de energi-gels jeg spiste hver time, var lækre og at de var det rene energi for min efterhånden trætte krop. På den måde fortsatte turen og på korte stræk kunne jeg stadig nyde det utroligt fede trail. Efterhånden mødte jeg flere og flere af de løbere der var startet ud på de kortere distancer, 50 og 25 km, som kom løbende imod mig. De klappede og kom med opmuntrende ord. Jeg synes det er uhøfligt ikke at kvittere for sådanne venligheder, men jeg kunne mærke at det fjernede mit fokus fra det jeg var igang med. Derfor nøjedes jeg med at nikke til dem, eller at give dem et kort vink. Blikket var rettet direkte frem og hjernen kørte i et og samme spor – fortsæt fremad!

Mit mål med at deltage var et gennemføre, at flytte min grænse og at få en fed løbeoplevelse. I fjerne drømme havde jeg spekuleret i om det mon kunne lykkes, at løbe ruten hurtigt nok til at få det eftertragtede bæltespænde. Bæltespændet gives til dem der gennemfører på maksimalt 11 timer og 15 minutter. Måske kunne jeg komme tilbage næste år, og gøre et forsøg på at løbe et bæltespænde i hus. Jeg begyndte at løbe og kigge på klokken – hvis jeg når i mål senest klokken kvart over tolv, så får jeg et bæltespænde. Jeg forsøgte at regne lidt på hvilket tempo jeg skulle løbe i for at nå det, men det var umuligt. Dels var min hjerne slet ikke i stand til hovedregning, og dels er det umuligt at fastlægge et bestemt tempo henover et terræn som dette. Min konklusion var at hvis jeg lettede røven, og hentede det sidste kul op fra kælderen, så var det ikke en umulighed at nå i mål til den eftertragtede bæltespænde-tid.

Jeg gav pokker i at spare energi ved at gå når det gik opad, og når jeg løb ned eller ligeud gav jeg den ekstra fart. Jeg spiste ekstra energigels, drak ekstra vand, og tog elektrolyt-tabletterne lidt hyppigere for jeg var begyndt at få krampe i benene. Inde i mit hovede satte jeg to små film igang, for at bevare den positive stemning. Den ene film handlede om hvor dejligt det ville blive at komme hjem til vores børn dagen efter løbet, og i den anden film så jeg mig selv løbe ind i målområdet hvor Dorte ventede og jeg ville få bæltespændet udleveret. Filmen kørte igen og igen, jeg ved ikke hvor lang tid der gik på den måde.

Henrik - på vej ud at løbe 160 km. Han er SEJ!

Henrik – på vej ud at løbe 160 km. Han er SEJ!

Efter de to film i hovedet var blevet trivielle, fandt jeg to andre ting at underholde mig med: jeg var fast besluttet på at give den alt det krudt jeg havde, nu var jeg fuldstændigt ligeglad med bæltespændet. Jeg ville bare ikke komme i mål, og vide at jeg havde sparet mig selv.

Jeg ville komme i mål og vide at jeg havde givet alt hvad jeg havde i mig. Jeg begyndte også at løbe og tænke på de mennesker der havde inspireret mig til at kaste mig ud i et projekt som det her, og som havde været med til at give mig troen på at det er muligt at løbe 80 km.

Blandt andet tænkte jeg på min far, som var en sej gut der holdt af lange cykelture ud i naturen, på min kone som altid støtter mig og jeg sendte mange tanker til Henrik Henriksen, som er et af mine forbilleder og store inspirationskilder indenfor løb. Jeg følte stor taknemmelighed og en lille tåre måtte jeg knibe, altimens jeg pressede citronen på vej henover klipper, sandstier og bakker. Lige pludselig kommer Henrik løbende mod mig, han er på vej ud på sidste runde af de 100 miles. Han ser superfrisk ud, stopper op og giver mig et kæmpe kram og ordene: “Sådan Martin! Du har en halv time til at være i mål, det er super godt gået!”. Jeg var lige ved at give mig til at tude, men fik vist fremstammet et par ord, uden jeg ved præcist hvad de var. Derefter skiltes vi og løb videre i hver sin retning.

Jeg kunne huske omtrent hvordan de sidste 2-3 kilometer på ruten så ud, og lige inden jeg løb ind i det område mødte jeg en nordmand som udbrød noget i retning af: “Du har 15 minutter til at være i mål, den er hjemme!”. Jeg tænkte at manden ikke anede hvad han talte om, 15 minutter til at løbe igennem det terræn jeg havde forude var ikke nogen nem opgave. Derefter husker jeg ikke meget andet end et ensporet fokus på, at komme i mål og at have givet mig selv fuldt og helt.

Fuldstændigt færdig, fuldstændigt glad, og fuldstændigt ydmyg over hvad der kan lade sig gøre hvis man forberede sig ordentligt og har gode mennesker til at hjælpe én

Fuldstændigt færdig, fuldstændigt glad, og fuldstændigt ydmyg over hvad der kan lade sig gøre hvis man forbereder sig ordentligt og har gode mennesker til at hjælpe sig

Jeg løb ind over målstregen i tiden 11 timer og 12 minutter, jeg fik hængt en medalje om hovedet og det eftertragtede bæltespænde i hånden. Der stod Dorte og smilede, og jeg kunne ikke andet end at falde hende om halsen. Der stod jeg og hængte om hendes hals i ret lang tid.

EFTER LØBET

Efter løbet var der grill-buffet i målområdet, og de næste timer gik med at sludre med vennerne, klappe af de løbere der kom i mål, og at nyde livet.

Et bad og en eftermiddagslur senere, tog vi ud at spise i vores lille nordjyske sekstet – Henrik & Vibeke, Carsten & Per, Dorte og jeg. En dejlig afslutning på en fantastisk tur.

Dagen efter løbet rejste vi hjem, og samtalen i bilen hjem gik lige knapt så livligt som på vej derover. Vi var alle mættede af oplevelser, og dejligt trætte af anstrengelserne.

Det er ikke sidste gang vi løber Hammer Trail, og jeg glæder mig allerede til den næste udflugt med vores dejlige og tossede løbevenner.

TAK!

Både under og efter løbet tænkte jeg meget på det fantastiske stykke arbejde de frivillige hjælpere, Tejn IF og løbsledelsen havde gjort, for at stable et løb som dette på benene. Løbets organisation var utroligt professionelt, og samtidig var der en fantastisk god stemning. Jeg er spændt på om det ændrer på stemningen omkring løbet, at der næste år vil blive afholdt Danmarksmesterskab i Ultratrail ved netop dette løb. Forhåbentligt kan man bevare den gode stemning, og undgå at konkurrencementalitet og spidse albuer overtager den nuværende tilstand hvor folk deler erfaringer, hjælper hinanden og tager tid til at snakke sammen både før, under og efter løbet. Løbsledelsen virker som om de har fuldstændigt styr på alting, så mon ikke også det lykkes dem at bevare hele den afslappede atmosfære der kendetegner ultratrail-verdenen.

FAKTA OM HAMMER TRAIL 50 MILES

  • Længde: 50 miles = 80,5 km.
  • Højdemeter: cirka 2.600
  • UTMB-points: 2
  • Løbet starter ved Hammerhavnen på Bornholm og efter en prolog på ca. 3 km , løbes der på en rundstrækning på cirka 26 km.
  • Starten går kl 01:00 om natten og derfor oplever man ruten både i mørke, ved solopgang og ved højlys dag.

WEB

Tilmelding og information på arrangørens hjemmeside Tejn IF http://www.tejnif-lob.dk/salomon-hammer-trail

Information på hovedsponsoren Salomons hjemmeside http://www.salomontrailtour.dk/events/event/salomon_hammer_trail_dk

På løbets Facebook-side er der masser af billeder, videoklip og andet fra løbet https://www.facebook.com/pages/Salomon-Hammer-Trail/648309198551467?fref=ts

RUTEN

I videoklippet herunder kan man få et indtryk af noget af ruten.

Reklamer

9 Comments on “Hammer Trail 50 miles

  1. Hej Martin! Det er bare så sejt det du har gjort her og Dorte med. Jeg blev rørt over du tænkte på din far i en stund hvor du måske var lidt presset og så knokler du bare derud af og gennemføre det. Godt gået. Stort knus til jer fra Hans ole og Mette

    • Tak skal du have Hans Ole. Indimellem må man ned i kælderen og hente ekstra ressourcer frem. Det ved du selv alt om. KH Martin

  2. Fantastisk læsning:-)
    Du er sej, men har en dejlig tilgang til din præstation – sammenholdt med dine venners, og alle de andre ultraløbere.
    Tillykke m gennemførelsen og bæltespændet 🙂

    • Tak Mette! Her i det lille hjem er der lidt uenighed om bæltespændets anvendelse. Ikke alle familiens medlemmer synes at det er en pryd, og jeg mener naturligvis selv at jeg skal have lavet et stort fedt bælte med spændet på.

  3. Hej Martin. Spændende beretning – tillykke med resultatet. Vi må have løbet meget tæt på hinanden undervejs – jeg kom ind i 10:56. Ham du mødte som filmede kan meget vel være mig. Jeg havde et gopro med og forsøgte at lave nogle timeopdateringer som i øvrigt er meget sjove at se her bagefter.
    ses på 100 miles i 2015 😉

    VH
    Anders Thal Rønneberg

    • Hej Anders og tak for din hilsen. Ja, det må være dig der var i stand til at multitaske. Meget imponerende, og så fik du ovenikøbet det bæltespænde du jagtede. Sejt løbet! Lægger du dine filmklip ud et eller andet sted? Mvh Martin

  4. Hej Martin, Fin og inspirerende beretning. Jeg var med i 2013 og efter din beretning bliver jeg endnu sikrere på at prioriterer Hammer Trail i 2015!

    • Super fedt Rene. Tak for din besked. Det kan være vi ses derovre i 2015 så. Jeg er stadig på “Runners High” efter i lørdags – det er første gang sådan en varer ved i 3 dage. Kan ikke vente med at komme ud at løbe en ultra igen. Mvh Martin

  5. Pingback: PRESTIGEFULD SKOVTUR I SVERIGE – RACE RAPPORT FRA ULTRAVASAN 90 KM | Trail- og Ultraløb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: